Mødet i Herreværelset den 11. februar

Ja, ja, måske hænger Koronabe-kymringen stadig i mange af os, for der var ’kun’ kommet ca. 65 deltagere til dagens møde. Men som tiden går og dagene bliver længere og lysere forsvinder Koronaspøgelset sikkert også, så alle igen kommer ud af den selvspundne boble og lægger Koronaen bag, så ordet Corona fremover kun kendes som den gode mexicanske øl, der jo drikkes tilsat med limefrugt – mums!
Erling nyder stadig solen i det sydlige Europa, men Johnny havde en lille telefonhilsen med til os fra ham. Han sad såmænd bare i 26 graders varme og nød en gin-tonic. Ikke noget at være misundelig over, eller…..
Så Ove havde igen taget handsken op og førertrøjen på og kunne byde velkommen til alle fremmødte og til dagens indlægsholdere, der i dagens anledning var hele 2, vores egen Henrik Nielsen og Mette Berner Dyrberg fra Vejdirektoratet.
Til dagens fællessang havde Ove fundet vintersangen ’Der er så koldt derude, kyndelmissen slår sin knude’ (jeg tror det er sådan den hedder, men ellers ved du nok, hvad det er for en sang jeg mener og sidder måske allerede i det stille og synger den for dig selv) og efter den vanlige stemmeopvarmning blev der sunget godt med.
Mine erfaring med el-bil og status på infrastruktur med ladestandere

Dagens indlæg var fordelt på 2 indlægsholdere. Henrik Nielsen, vores lokale kasserer her i Ældre Sagen og specialkonsulent Mette Berner Dyrberg fra Vejdirektoratets afdeling for transportanalyse.
Henrik har i 2021 anskaffet sig en elbil (VW ID3) og indledte dagens indlæg med at fortælle om sine overvejelser og erfaringer i forbindelse med anskaffelse af elbil. Henrik pointerede dog, at hans indlæg ikke ville handle om, hvorvidt elbiler er klimavenlige, om man skal købe en plug-in hybrid eller en ren elbil eller hvilken elbil, der er bedst. Det vil der være lige så mange meninger om, som hvilken rødvin der smager bedst – så det må hver især selv tage stilling til.
Men i efteråret 2020 blev Henrik ’lokket’ til en prøvetur i en elbil – ikke fordi han var på kig efter en, men det var mere tilfældigt, da han alligevel var på et lille besøg hos en autoforhandler – og det kan åbenbart være lidt farligt.
For Henrik fik ’blod på tanden’ og begyndte at undersøge elbil markedet nærmere, hvilket også førte til mange prøveture, men til sidst måtte der jo trækkes en streg i sandet og det blev så til en VW ID3.
I bogen står den til at kunne køre 423 km på en fuld opladning, men Henrik har måtte konstatere, at det så ikke er helt i tråd med virkeligheden (eller måske ikke lige efter bogen). Bl.a. påvirker koldt vejr og motorvejskørsel, at der tæres langt mere på strømmen og Henrik har beregnet, at bilen rent faktisk under de forhold ’kun’ kan køre ca. 200-250 km på en fuld opladning. Og både vejrforhold og kørselsmønster skulle have den samme påvirkning for alle elbilr.
Henrik har anskaffet egen ladestander gennem olieselskabet OK/Coop. Den kostede kr. 3.000 i anskaffelse og installation og derudover betales et månedligt abonnement på kr. 199. Henrik betaler pr kwh er kr. 2,94, men med ladestanderen gives en rabat på kr. 1,12 pr. kwh Der er flere udbydere af ladestandere til privat brug, men vær lidt opmærksom på, at priserne her for er meget svingende.
Og ved brug af Henriks egen ladestander tager det ca. 4-6 timer for en fuld opladning, mens der ved opladning med lyn ladestander, som der findes visse steder, kun tager ca. ½ time for fuld opladning.
Henrik havde lavet nogen beregninger på km omkostninger for hhv. elbil, benzinbil og dieselbil. Hans tal var beregnet på baggrund af givne forudsætninger, som dog kan være forskellige fra bil til bil, så derfor vil jeg ikke komme nærmere ind på det – det vil givet kun afstedkomme debatter om forskellige bilers ydeevne. Men konklusionen på hans beregninger viste tydeligt, at det var billigere at køre elbil, specielt i forhold til benzinbil.
Problemet for elbilister, der ikke selv har ladestander, er opladningsmuligheder. Det har Henrik også undersøgt og der mangler virkelig ladestandere og især lynstandere over alt. Det er noget af en udfordring for elbil ejere, da de der ikke selv har ladestander er afhængig af at finde en ledig i nærheden og for de, der har er udfordringen at finde et sted at få ladet op ved langturskørsel.
Og så skal man være meget OBS på, at priserne på Kw kan være meget forskellig fra udbyder til udbyder. Henrik havde konstateret, at der kunne være en forskel på op til ca. 400% - og det er da noget. Det gør det heller ikke mindre besværligt, at der skal anskaffes en brik til de forskellige udbyderes ladestandersystem, hvilket gør betalingen for opladning noget surt, da man så skal være i besiddelse af flere forskellige betalingsbrikker for at have et vist frirum for oplademuligheder. Men det er der dog råd for på sigt.
Nu skal det ikke være en hemmelighed, at jeg ikke er særlig bilkyndig og derfor kan jeg heller ikke referere alle Henriks guldkorn, men jeg håber, at de fremmødte fik god og relevant info.
og Henrik har ikke fortrudt skiftet til elbil.
Efter Henriks del af indlægget tog Mette fra Vejdirektoratet over og fortalte lidt om planerne for opsætning af ladestandere rundt om i landet.
Vejdirektoratet har jo, som bekendt, ansvaret for statsvejene i Danmark, hvilket jo primært er motorvejene. Og det er da også her, at der er planlagt opsætning af de fleste ladeparker, som det kommer til at hedde og en ladepark skal min have 15 lyn ladestandere.
De har beregnet, at der langs motorvejsnettet og de større statsveje skal opsættes ca. 35 ladeparker (jeg erkender, at jeg er lidt i tvivl om det var ca. 35 eller 65, der føg så mange tal ud i rummet, men det går nok endda) til en omkostning på ca. 700 mio kr. og ud fra teorien om, at alle skal kunne nå en opladning uanset, hvor man er i landet og at der max må være 10 min. ventetid på ledig ladestander samt at opladning max må tage 15 min. Det er ganske vist forudsætninger der er fremskrevet til 2030 – så er der vwel tid nok til at det kan ændres, når det viser sig ikke at være muligt. Nå, det var måske lige lidt negativt, men der skal jo både nye typer af batterier til og ikke mindst strøm nok til opladning af alle de elbiler man forventer er på vejene i 2030.
Planen er, at ladeparkerne skal placeres på rastepladser og hos eksisterende tankstationer og for tankstationernes vedkommende udløber deres eneret i 2025 og derfor kan Vejdirektoratet herefter også disponere med de pladser.
Ladeparkerne udbydes i offentligt udbud, hvor alle så kan byde ind. Der er i år planlagt udbud af 3 ladeparker, der så skal give erfaringer med, hvordan øvrige ladeparker skal udbydes. Udbuddene og efterfølgende tilbud styres og godkendes af Transportministeriet, så uanset, hvad Vejdirektoratets planer siger, så er det i sidste ende politikere, der træffer beslutningen om opførelse af ladeparkerne. Det synes jeg personligt kan være lidt risikabelt, da politiske beslutninger nogen gange har det med at blæse i vinden.
Mette viste et Danmarkskort, hvor de forventede ladeparker var markeret og det viste tydeligt, at der i den vestlige del af landet bliver et stort underskud af lademuligheder. Her vil man så være afhængig af private udbydere eller kommunalt opsatte ladestandere. Det må siges at være noget af en mangel på omhu for udbredelse af elbiler i Vestjylland, men måske mener de kloge her i Hovedstaden, at de stadig er på hesteryg derovre.
Også Mette kunne være enig i, at der på betalingssiden for opladning kunne være meget tilbage at ønske, men så vidt vides er der allerede udbydere her i landet, der kan eller overvejer at modtage almindeligt kreditkort, f.eks. Dankort for betaling for opladning. Men fat mod. EU har besluttet, at der i hele EU fra 2025 skal kunne betales med kreditkort, så det er bare at have lidt tålmodighed.
Og så er der det store spørgsmål: Hvordan skaffes der strøm nok til alle de forventede kommende opladninger. Ja, iflg. Mette er der gået tænkepause i det spørgsmål i Energiministeriet. Men hvis nogen sætter lidt strøm til dem kommer de vel også med en løsning.
Og selvfølgelig også det lige altid tilbagevendende spørgsmål: Skal tilstrækkelig antal ladestandere opsættes før der sælges flere elbiler eller skal der sælges flere elbiler før der opsættes flere ladestandere. Og ja, hvis det ene venter på det andet kommer vi vel ingen vegne.
Det var en rigtig god gennemgang af elbil og ladestander status og problematikker af både Henrik og Mette, så rigtig mange tak til dem begge for et godt informativt indlæg.