Mødet i Herreværelset den 28. januar 

Som de 7 små dværge vist nok i fordums tid sang: Hu hej, hu hej til møde skal vi gå. Og det var der så ca. 55 medlemmer, der havde luret og var gået dem i forvejen til dagens møde.
 
Erling nød formodentlig solen i det sydlige Europa og sad sikkert i skyggen af en palme med en kold pils i hånden og sang sit hjemlands vemodige sange. Så Ove havde taget over og kunne byde velkommen til alle fremmødte (dog ikke de 7 små dværge – de havde glemt deres coronapas og blev afvist ved døren og sendt hjem til Snehvide– synd for dem, selv om hun også er sød) og Ove bød naturligvis også et velkommen til dagens indlægsholder, Søren Benthins.
 
Til dagens fællessang og som hint til dagens indlæg havde Ove fundet sangen ’Kære linedanser’, fra Sigurd Barretts ’sangbog’ og det var en rigtig god melodiøs sang, der efter stemmeopvarmning fra ja, i ved hvem, lød rigtig godt i mandehulen akkompagneret af Sigurds sang og klaverspil. Fantastisk god sang og tekst, som sikkert kan findes på nettet.
 
Som du kan se under punktet ’Kommende møder’ får vi igen i år besøg af borgmester Thomas Lykke Pedersen (25. februar) og igen er der mulighed for at stille ham skriftlige spørgsmål forud for mødet, så han har mulighed for at indhente svar fra relevante ansvarlige i kommunen og forberede sig til mødet. Der kan naturligvis også stilles spørgsmål til Thomas på selve mødet.
 
Du kan sende dine spørgsmål på mail til mig (Bent), så jeg har dem senest den 11. februar på jbmarcussen@gmail.com, så samler jeg op og sender videre til borgmesteren og sætter link til spørgsmålene i nyhedsbrevet fra mødet den 11. februar.
 
 
Jeg vil dø!
 
Søren Benthin holdt et fremragende og fantastisk indlæg for os om sin kamp tilbage til livet efter helikopterstyrt
 
Det var en historie om at kæmpe sig tilbage til livet. Historien om op- og nedture, på godt og ondt. Det var historien om at miste lysten til livet – og få den igen. Det var historien om gode venner, og det berømte spark i bagdelen. Det er historien om miraklet ingen havde forventet.
 
Og hvordan skriver man et referat af det. Ja, det ved jeg heller ikke, men jeg har valgt nogle highlights fra Sørens indlæg og håber så, at det giver et indtryk af Sørens historie.
 
Søren har gennem mange år været ansat i Beredskabsstyrelsen  - både før og efter sin ulykke. Men i 2008 lavede Søren en del programmer for DR om personer, der på forskellig vis havde haft døden tæt inde på livet, men var kommet videre i tilværelsen der fra.
 
Så det må siges at være noget af et paradoks, at Søren kort efter sidste udsendelse her om i DR selv blev en af de personer, han havde skildret.
 
Han blev kontaktet af Hjemmeværnet, som havde set hans udsendelser og gerne ville have ham til at fotografere og skrive om Hjemmeværnet i forbindelse med en øvelse på Midtsjælland – og det sagde Søren ja til.
 
Så en lørdag eftermiddag I september 2008 var Søren med i en helikopter (Robinson 22 for de helikopterkloge), hvor han skulle filme en hjemmeværnsøvelse på Kirke Saaby Stadion. Med ham var en meget erfaren helikopterpilot, især med den pågældende helikoptertype, der skulle holde den flyvende over øvelsen, mens Søren filmede.
 
Men noget gik helt galt med opdriften af helikopteren (lidt ud over min tekniske formåen at beskrive hvad, hvordan og hvorfor – men det skete) og så kom uheldet bare i løbet af et splitsekund – uheldet der ikke kunne ske.  Helikopteren faldt som en stor sten til jorden med næsen først. Et styrt i frit fald på 75 meter. Mere end 2 x Rundetårn.
 
Da helikopteren ramte jorden revnede benzintanken og der gik ild i helikopteren. Heldigvis havde en del hjemmeværnsfolk og andre set helikopterstyrtet og var hurtigt fremme for at hjælpe med at få skåret både piloten og Søren fri af deres seler, som de hang i – Søren over piloten og få dem fri af helikopteren og få ringet efter hjælp.
 
Piloten havde bl.a. fået åbent kraniebrud og døde desværre kort efter ifm. genoplivningsforsøg. Søren blev med politieskorte kørt til Rigshospitalet, hvor han blev scannet og undersøgt nærmere.
 
Det viste sig, at han havde brækket alle sine ribben, pulveriseret en knogle i ryggen, punkteret begge sine lunger, blødte fra milt, lever og nyrer og bugspytkirtlen havde løsnet sig og der var sikkert mere, som jeg nu har glemt, men det er vel også rigeligt. Nåh joh for resten! Ca. 5 uger senere opdagede man, at han da også havde brækket det ene ben.
 
Og som det er vane, når der sker større ulykker kommer politiet og orienterer familien her om. Det skete selvfølgelig også i dette tilfælde. 2 pæne politifolk ringede på hos Sørens kone og deres 10-årige datter for at overbringe dem den kedelige nyhed, som skete med ordene: ”Din mand er kommet alvorligt til skade ved et helikopterstyrt og er indlagt på Rigshospitalet. Det er hvad vi ved. Hvis du vil vide mere, kan du ringe til Midtsjællands Politi eller se TekstTV. Farvel”. Ja, sådan kan en alvorlig besked altså også overbringes.
 
Sørens kone tog naturligvis straks, støttet af nabokonen, til Rigshospitalet, hvor han i mellemtiden var blevet lagt i kunstig koma. Den narkoselæge, der lagde Søren i koma havde absolut ingen forventninger om, at han ville overleve og fik derfor informeret Sørens kone om, at det nok ville være en god ide, at få samlet familien til et sidste farvel.
 
Men sådan skulle det ikke blive. Søren overlevede mod alle odds. Men det var en udsigt til et liv med svært handicap.
 
Efter Søren vågnede fra sin koma kunne han konstatere, at han intet, absolut intet kunne selv. Han skulle have personalets hjælp til alt og selv om han fik jævnlige besøg  af familie og venner var der intet, der kunne give ham håbet om et bedre liv. Alt var bare ligegyldigt og trist. Der var overhovedet ingen glæde tilbage.
 
I oktober havde hans kone rund fødselsdag, men Søren ville ikke deltage i den tilstand han var i. Men hans venner mente noget andet og 4 af dem hentede ham, trods hans modstand, og satte ham i en kørestol og kørte ham hjem til fødselsdag og selvfølgelig tilbage igen til hospitalet. Noget Søren er glad for i dag og takker sine venner for.
 
På grund af det store medicinindtag med bl.a. morfin fik Søren efter en tid også hallucinationer, der jo bestemt ændrer ens adfærd.
 
Efter en tid med håbløshedens tanker om at skulle ende sine dage som en ”grøntsag” og lægge sin familie til last, besluttede Søren at han ville gøre en ende på det hele. Og gennem en længere periode havde han lagt morfinpiller til side og en aften besluttede han, at det var nu. Så han indtog 11 morfinpiller og drak et glas vand og ventede så.
 
Efter ca. 20 minutter begyndte hans mave at rumle voldsomt og 10 minutter senere oversked han hele sin seng. Det fik en sygeplejerske til at reagere, for nu skulle alt jo skiftes. Det blev det så, men det afholdt ikke Søren fra at overskide sin seng flere gange igen. Det viste sig, at de morfinpiller Søren havde taget ikke var morfinpiller, men afføringspiller, hvilket forklarer hans mislykkede selvmordsforsøg. Morfinen fik han ikke i pilleform af samme grund.
 
Men han havde stadig tanken om, at han ikke ville mere, hvilket han betroede en ung sygeplejerske (eller måske snarere bad hende om hjælp her til). Det fik 23-årige Louise, som sygeplejersken hed, til at finde en velment skideballe til Søren frem, hvor hun bl.a. sagde til ham at: ”Nu skal du tage dig sammen og lade være med at klynke og have så ondt af dig selv. Vi er mange personer her på hospitalet, din familie og venner, der har gjort alt for at få dig tilbage til livet, så stop klynkeriet og selvmedlidenheden og tag dig sammen”. Og så gik hun. Men hendes opsang var starten på at få Søren til at tænke mere positivt på fremtiden og mulighederne.
 
Og det må have gjort noget, for han besøger hende en gang i mellem på Rigshospitalet med en æske chokolade og en buket blomster og som Søren sagde: ”Jeg kan se på hendes kropsfigur, at hun godt kan lide chokoladen”.
 
Søren var en tirsdagspatient på Rigshospitalet forstået på den måde, at han her blev opereret hver tirsdag, men efter ca. 6-7 uger på ’Riget’ blev Søren i begyndelsen af november fundet egnet til og overflyttet til genoptræning i Hornbæk.
 
Og det var her på genoptræningscentret i Hornbæk, at han for første gang oplevede positiv fremgang med både førlighed og tanker. Men det krævede stort arbejde og viljestyrke fra ham selv – uden egen indsats og mål, ingen fremskridt.
 
Den første dag her var en lorteoplevelse, der ikke gav tro på, at han var kommet det rigtige sted. Men allerede næste morgen begyndte forvandlingen fra absolut intet at kunne selv til at blive selvhjulpen og fri for andres hjælp til de daglige gøremål.
 
En dygtig og klog sygeplejerske så, at Søren havde en sok på den ene fod og spurgte ham om, hvor lang tid han skulle bruge til at få den af. ”20 minutter” svarede Søren bramfrit uden tanke på om det overhovedet kunne lade sig gøre. Nå ja, og så gik hun og overlod strømpeprojektet til Søren, der jo så måtte i gang med noget, han egentlig ikke troede han kunne. Men viljen var der og da den kloge medarbejder kom tilbage efter 20 minutter var sokken taget af foden. Den første sejr over håbløsheden var nu sket.
 
Og det blev ikke ved det. Med hård træning og en vilje til at opnå brugbare resultater opdagede Søren, at han nu var på rette vej og i de rette hænder. Og det gav ham et helt nyt livsmod.
 
Han nåede på kort tid så gode resultater, at han kunne komme hjem og holde jul med familien og allerede i februar synes genoptræningscentret i Hornbæk, at de ikke kunne hjælpe ham mere. Det der manglede måtte han selv klare fremover og han blev derfor udskrevet allerede i begyndelsen af februar 2009.
 
Søren havde rigtig mange gode og positive oplevelser i Hornbæk og fik også her nære venskaber med andre patienter – noget som også hjalp med modet og viljen til at komme videre.
 
I sit indlæg havde Søren mange gode råd til, hvordan man overstiger det nærmest uovervindelige. Bl.a. at sætte sig korte, men opnåelige mål, så man kan se resultaterne indenfor en relativ kort tidshorisont og ikke mindst, at ”Man kan, hvad man vil også selv om det koster blod, sved og tårer”. Et råd, som der vel ikke kan argumenteres imod og som man nok ind imellem bør huske sig selv på.
 
Søren fortalte ærligt og humoristisk om den seje kamp han har kæmpet. Det var et foredrag uden filter. Helt uden filter.
 
Og selv om indlægget bygger på en tragisk ulykke, så var hans indlæg også med så meget humør og humor, at jeg blev nød til at llægge mine briller fra mig, så jeg kunne tørre øjnene – ikke fordi de var blevet fugtige af tragedien (det burde de måske også have været), men pga latter over Sørens fantastiske humoristiske måde at fortælle på.
 
Det var som nævnt tidligere et helt fantastisk, fremragende og humørfyldt indlæg, der havde det hele. Tragedie, smerte og håbløshed, der blev vendt til livsmod og livsglæde alt sammen fortalt med en ’husker’ til os alle om at komme videre i livet uanset hvilke problemer man måtte stå overfor.
 
Og som en deltager skrev på en mail til Herreværelset efter dagens indlæg: ”Det var i øvrigt et utrolig stærkt foredrag Søren Benthin holdt - vi kunne det meste at tiden høre en knappenål falde til jorden - men der var også plads til befriende latter. Jeg har hørt mange foredrag i min tid, men aldrig et, der kom i nærheden af Sørens”. Så kan det vel ikke siges meget bedre.
 
Så meget stor tak til Søren for indlægget.
 
Du kan se og høre nærmere på videoklippet Mit Livs Kamp, som du kan finde via dette link: https://youtu.be/EQm-EaiQNHc