Copy
  • Mødet i Herreværelset den 19. november
  • Næste møde i Herreværelset den 3. december
  • Kommende møder
Se mailen i din browser
 
Kokkedal den 20. november 2021 
 

Mødet i Herreværelset den 19. november 2021
 
Trods det lurende ’Coronaspøgelse’ var der næsten max deltagelse med ca. 75 medlemmer til mødet, men der var dog nogle ledige stole, så nogen ganske få tilmeldte må have glemt at melde afbud.

Erling var forhindret i at deltage på mødet, så Ove havde overtaget taktstokken og bød velkommen til mødet og introducerede dagens indlægsholder, Henrik Wichmann, der skulle fortælle om sejlads på bl.a. nogle russiske floder.

Derfor havde Ove også fundet en ’sejlersang’ frem af sangskuffen – ”I’m sailing” med gode gamle Rod Steward, der blev fulgt godt til dørs af både deltagere og gode højtalere. Men ingen fællessang uden først lidt ’Faberopvarmning’, der er blevet et populært indslag hvis man skal tolke på aktiviteten under stemmeopvarmningen.

Som nævnt i sidste nyhedsbrev er der jo ikke længe til Herreværelsets eftertragtede julefrokost og i den forbindelse appellerede vi til lidt sponsorater til at skylle den lækre julemad ned med.

Og vi har da også fået en del sponsorater og tusind tak for det. Men vi kan godt bruge lidt flere sponsorer – ikke mange, men bare nogen.

Og vi vil stadig helst have sponsorater på øl og ikke så meget snaps, da der er snaps fra tidligere – og det skal jo lige udryddes først. Så hvis du vil sponsorere lidt drikkeligt, kan du skrive til Herreværelset på herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk og i emnefeltet skrive ’julesponsor’. Og som sponsor vil du få tilsendt et link til forhåndstilmelding til julefrokosten inden mulig tilmelding via nyhedsbrevet fra mødet den 3. december – det er da et tilbud.

Og som til andre møder vil der også til julefrokosten være et max deltagerantal på 80. Så nu håber vi bare på, at der ikke kommer møderestriktioner eller større opblussen af Corona inden vi kan holde julefrokost – den skulle jo helst ikke også aflyses i år.


Gennem Rusland til Ishavet.

Henrik Wichmann fortalte om en fantastisk sejltur fra Rungsted til Ishavet. En sejltur der varede 4 måneder og var på ca. 7.500 km.

På turen deltog også 2 andre både, så de tilsammen udgjorde en lille dansk flåde på 3 større sejlskibe, der dog også hver havde nødvendig dieselmotor for at kunne gennemføre turen, der skulle gå via Sct. Petersborg ad russiske floder og kanaler til Ishavet.

Forud for turen var gået et større planlægningsarbejde med bl.a. at skaffe de nødvendige tilladelser og visum fra de russiske myndigheder (og det var ikke sådan bare ligetil), at få anskaffet de relevante ’søkort’, der naturligvis var beskrevet på russisk, at få anskaffet et radiosystem, så også kunne bruges i Rusland og meget mere nødvendigt grej og udstyr for en sådan tur.

Og for at få lov til at sejle på de russiske floder skal man have en agent, der kan få arrangeret nødvendige tilladelser og indestå for, at turen har et kulturelt formål mv. Så de fik sig en agent i Sct. Petersborg til at sørge for det praktiske med det. Han sørgede også for tolke i Rusland, så de kunne få klaret myndighedsbøvlet ved ankomsten og afgangen fra Sct. Petersborg. Men heldigvis var der også blandt mandskabet på skibene et par deltagere, der kunne russisk.

Så med al forudgående planlægning og myndighedsstempler på plads (så godt det nu kunne gøres) og med store forventninger  stak de ud fra Rungsted Havn søndag den 5. maj 2019 med kurs mod nye eventyr i russiske farvande.

Turen gik gennem Østersøen til Skt. Petersborg og videre gennem floderne Neva og Svir, søerne Ladoga og Onega til Hvidehavet og Arkhangelsk.

Kun ganske få lystbåde har sejlet ruten tidligere. På vejen passerede de øen Kizhi i Onegasøen med den enestående trækirke, Hvidehavskanalen, som kammerat Stalin lod et stort antal politiske fanger slide sig ihjel på i 1931-33 og den berygtede Gulag-fangelejr på øgruppen Solovetsky i Hvidehavet, hvor mange af fangerne til kanalbyggeriet kom fra.

Hjemturen gik via Arkhangelsk gennem Hvidehavet, rundt om Kolahalvøen og vi fulgte derefter Norges kyst fra Kirkenes over Nordkap til Tromsø og videre mod syd tilbage til Rungsted. 4.000 sømil og 4 måneders sejlads.

Henrik fortalte uddybende og levende om deres oplevelser på turen – og dem var der så mange af, at jeg ikke kan finde ud af, hvilke jeg skal skrive om, så derfor lader jeg helt være. Der var også så mange russiske stednavne mv. som jeg jo slet ikke kan gengive.

Eller måske sagt på en anden måde: Nå, men nu er jeg blevet træt og I får ikke mere. Sådan lidt frit fra ’Højt fra træets grønne top’ - det er jo snart jul, ikke.

Men en stor tak til Henrik for et spændende indlæg om en noget anderledes ’ferietur’.

 
Næste møde i Herreværelset den 3. december 2021

Højbjergsagen

Det uopklarede drab på Marie Lock-Hansen er Danmarkshistoriens største kriminalsag og en af de mest myteomspundne. Hvem kom ind ad døren om formiddagen 10. november 1967, i et nydeligt hjem i Højbjerg ved Aarhus – og skød Marie Lock-Hansen ned med koldt blod?

True crime-bestsellerforfatteren Peer Kaae går i dette foredrag bag om alle teorierne, som er groet vildt gennem 50 år. Med støtte i politiets akter fra sagen portrætterer han ægteparret på Hestehavevej, deres upåfaldende tilværelse – og alle hemmelighederne bag den småborgerlige facade. Han rekonstruerer tiden omkring drabet minut for minut og følger sporene ud i Aarhus og omegn. Trådene trækkes også bagud, til de dunkle punkter i hr. og fru Lock-Hansens samliv, og baseret på research og interviews med de tilbageværende vidner i sagen lægger Peer Kaae brikkerne på ny og tegner et aldrig tidligere set billede af mordet og morderen.

Peer Kaae, der er journalist og forfatter, har skrevet en hel del bøger om krimisager, f.eks. ’Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej’ og biografier om kendte personer, bl.a. Axel Strøbye og Karl Stegger, som han også holder foredrag om. Du kan læse mere om Peer Kaae og hans bøger på https://www.forfatterforedrag.dk/flx/foredragsholdere/peer-kaae-foredrag-dobbeltmordet-paa-peter-bangs-vej/


Deltagerafgiften er kr. 90 for kaffe, indlæg og frokost.
 
NB! Når tilmeldingsfristen er udløbet eller max deltagerantal er nået, forsvinder Tilmeld-knappen automatisk og erstattes af en Venteliste-knap, som du skal klikke på for at blive skrevet på venteliste til mødet. Men tilmeld dig ventelisten, der kan jo komme afbud til mødet.

Tilmelding til mødet senest mandag den 29 november 2021 – dog max 78 deltagere efter ’først til mølle’ . Du kan tilmelde dig mødet når Tilmeld-knappen, som du finder når du klikker her er tilgængelig for tilmelding. Tilmelding vil dog først være tilgængelig fra søndag den 21 november kl. 20.
 
OBS! Husk at afmelde din mødedeltagelse, hvis du er blevet forhindret i at komme, så en anden kan få din plads.


OBS!  Hvis du ikke får en kvittering for din tilmelding bedes du kontakte os på herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk – og husk medlemsnr.
Kommende møder

Der er god gang i planlægningen og aftaler af indlæg til møderne for 1. halvår 2022 og du vil i næste nyhedsbrev få en oversigt over de kommende møder i 2022.

  
17. december
 
Herreværelsets gigantiske julefrokost

 
Så bimler det snart ind til jul og selvfølgelig skal vi også mærke julestemningen i Herreværelset og pga corona og forsamlingsloft blev sidste års julefrokost jo desværre aflyst, så der er rigtig god grund til en festlig og fornøjelig julefrokost i år med rigtig meget godt til maven og halsen.
 
Hvad der diskes op med er ikke planlagt endnu, men du bliver ikke snydt.


 
Med venlig hilsen
 
På bestyrelsens vegne
Bent
 
PS! Hvis du har kommentarer eller forslag til nyhedsbrevet, er du meget velkommen til at skrive til mig på jbmarcussen@gmail.com
Vores hjemmeside

Vores mail-adresse er:
herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk

Vores hjemmesideadresse er:
www.fredensborg-aeldresag.dk/herrevaerelset

Ønsker du at ændre den måde du modtager disse mails på?
Du kan opdatere din profil eller afmelde dig fra denne liste

 






This email was sent to <<E-mail adresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Ældre Sagen — Fredensborg · Hjortevænget 223 · Kokkedal 2980 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp