Copy
Så er der godt nyt fra Herreværelset
Opfriskningskursus for erfarne bilister
Hvad f...... går du og laver i Disse Coronatider?
Se mailen i din browser
Kokkedal den 5. juli 2020
 

Så er der godt nyt fra Herreværelset
 
Hejsa igen alle I gode og tålmodige herrer.
 
Så kan I godt finde den lille ’røde’ sangbog frem og finde sangen ’Så dages det brødre, det lysner i Øst’ for her er der så lidt positivt nyt.
 
Bestyrelsen i Herreværelset har holdt et lille ’hvad gør vi nu’ bestyrelsesmøde og vi har besluttet, at vi starter møderne i Herreværelset op igen allerede den 7. august. Der vil dog med nuværende restriktioner og anbefalinger for forsamlinger blive et begrænset mødeantal på 50 deltagere. Det håber vi så ændrer sig hen over efteråret. Men indtil videre altså max 50 deltagere.
 
Vi starter som nævnt op allerede den 7. august og vi satser på, at vi kan holde de 2 første møder udendørs. Men skulle det pga vejret være nødvendigt at trække indendørs kan det også lade sig gøre med 50 deltagere.
 
Du kan ikke tilmelde dig mødet endnu, men du vil få et nyhedsbrev igen i slutningen af denne måned med omtale af og tilmelding til mødet og der vil også i næste nyhedsbrev være en oversigt over kommende møder og allerede aftalte indlæg i efteråret.
 
Derudover vil vi (under Oves vinger) forsøge at afholde ekstraordinære arrangementer i nærområdet (den 14. og 28. august). Men også mere herom i næste nyhedsbrev.
 
Men nu er du forhåndsinformeret og vi glæder os til igen at komme i gang selv om det desværre må blive med et begrænset deltagerantal.
 
VI tager naturligvis forbehold for, at anbefalinger og retningslinier for forsamlinger kan blive ændret af myndighederne inden eller undervejs i efterårets møder.
 
Men halløjsa, det er da en god nyhed – ikke! Og derfor vil jeg også i dette nyhedsbrev undlade at kommentere på de mange mærkelige tiltag for genåbning, der kommer fra ’Borgen’ og de lidt uforståelige beslutninger fra Sundhedsmyndighederne (og herunder også ministeriet) om at nedprioritere værnemidler til plejehjem og hjemmepleje (ref. Nyhederne i DR den 4. juli). Og det var jo så med udgangspunktet i, at vi skulle passe på de svageste. Det glemte de så bare trods deres brede armbevægelser på diverse pressemøder her om.
 
Nåh, men altså ingen kommentarer til Coronasituationen fra mig i dette nyhedsbrev. Det er der sikkert nogen der er kede af og andre der er glade for, så det må blive ved det.
 
Opfriskningskursus for erfarne bilister
 

Jeg har modtaget nedenstående indlæg fra Søren Brøgger Christensen, som jeg her bringer videre.
 
Min kone og jeg deltog i ”Opfriskningskursus for Erfarne Bilister”, som det politisk korrekt hed. Man kunne sikkert have fundet en mere retvisende men knapt så politisk korrekt titel.
 
Kurset omfattede 3 sessioner af 1½ time med teori. Det indledtes med, at vi blev spurgt, hvad vi gerne ville. Underviseren havde aldrig prøvet at undervise erfarne bilister før. Vi bad så om at få genopfrisket færdselstavlerne, specielt de nye. ”Der var nu ikke kommet så mange nye i de sidste år.” ”Vi snakker siden 1966”. ”Jo, da var der da kommet nogle.”
 
Der blev så spurgt til om vi havde kørt på motortrafikveje. Vi kunne så fortælle, at da vi tog kørekort, var der slet ingen motortrafikveje. Det var også den gang, der var fri hastighed på alle veje. Så var vi ledet ind på hinanden. Vi fik så en gennemgang af diverse trafiktavler, hvor der da var et par stykker, som var nye for undertegnede. Vi fik også en gennemgang af hvorledes man kører i rundkørsler, på motorvej, hvordan man må overhale, hvordan man i dag laver et venstresving (det lange venstresving eksisterer slet ikke mere). Til gengæld kendte vi godt skiltet for letbane, det hed bare sporvogn, da vi tog kørekort; men reglen er den samme.
 
Kurset blev afsluttet med en køretime med kørelæreren. Jeg fik lov til at træne parallelparkering og baglænskørsel. Jeg syntes at jeg fik nogle rigtigt gode tips, så jeg nu føler mig mere sikker i disse discipliner. Derudover tog han mig på en lille køretur.
 
Som konklusion: jeg kan kraftigt anbefale Ældresagen at gennemføre nogle flere af disse kurser, og læsere af denne tekst til at deltage. Jeg føler, at jeg nu er meget mere velorienteret om den gældende færdselslov og om god opførsel i trafikken.

 
Tak til Søren for beskrivelsen af de positive oplevelser med opfriskningskurset for erfarne bilister, som vi lige nåede at omtale i et nyhedsbrev før mødenedlukningen I herreværelset og Sørens anbefaling er jo, at Ældre Sagen tager det op igen til gavn for andre. Så det er her med givet videre.

 
Hvad f….. går du og laver i disse Corona tider?

Jeg har desværre ikke siden sidste nyhedsbrev fået flere nye gode input om, hvad I går og laver i denne Coronatid. Jeg håber da så, at det er fordi alting ’bare kører der ud af’ i vanlig stil – og det kan da kun være positivt i sig selv.
 
Men du er da stadig velkommen til at skrive til mig, hvis du har brugt en selvvalgt isolation eller Coronatid til at berige dig med noget nyt. Skriv til mig på e-mail jbmarcussen@gmail.com.
 
Og hvad er så status på mit klaverspil. Jeg beklager, men det er på samme niveau som jeg fortalte om i sidste nyhedsbrev. Der er ikke rigtigt noget nyt under solen – eller skal vi sige regnvejret.
 
Så desværre må jeg erkende, at jeg ikke er nået frem til mine omtalte mål med den så fremragende iørefaldende schlager’ Skorstensfejeren gik en tur’ og den lille søde franske ’Alouette’. Men nu ændrer sommervejret sig jo til lidt efterårsvejr den kommende uge, så måske….. Men jeg vil nu ikke love for meget.
 
 
Pas nu godt på dig selv og dine nærmeste til vi igen snart kan mødes
 
Og ha’ en rigtig god sommer. Vi høres ved.

 
Med venlig hilsen
 
På bestyrelsens vegne
Bent
 
PS! Hvis du har kommentarer eller forslag til nyhedsbrevet, er du meget velkommen til at skrive til mig på jbmarcussen@gmail.com
Vores hjemmeside

Vores mail-adresse er:
herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk

Vores hjemmesideadresse er:
www.fredensborg-aeldresag.dk/herrevaerelset

Ønsker du at ændre den måde du modtager disse mails på?
Du kan opdatere din profil eller afmelde dig fra denne liste

 






This email was sent to <<E-mail adresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Ældre Sagen — Fredensborg · Hjortevænget 223 · Kokkedal 2980 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp