Copy
Se mailen i din browser
  • Mødet i Herreværelset den 25. februar 2022
  • Næste møde i Herreværelset den 11. marts 2022
  • Kommende møder
 
Kokkedal den 27. februar 2022 

Mødet i Herreværelset den 25. februar 

Så går det den rigtige vej igen både med Korona, vejret, de lyse dage og ikke mindst deltagerantallet til dagens møde. Der var for første gang i år fuldt hus, hvilket vil sige ca. 80 deltagere.
 
Ove var blevet forhindret i at deltage, så i både Erlings og Oves fravær bød vores lokale kaffemester Johnny Aagaard velkommen til mødet og til dagens gæst og indlægsholder, borgmester Thomas Lykke Pedersen, der skulle trænge igennem en spændt stemning hos deltagerne for at høre nærmere fra ’hestens egen mule’ om forholdene her i kommunen.
 
Og i Oves fravær var der så heller ikke fundet en fællessang til at starte op på og det betød jo så også, at vi ikke fik motioneret både stemmebånd og ømme muskler og led, men det gik nu godt nok med snakken og bevægelserne alligevel.
 
 
Borgmesterbesøg
 
Så kom borgmester Thomas Lykke Pedersen igen på besøg i Herreværelset og fortalte om kommunens tilstand og svarede på spørgsmål fra Herreværelsets medlemmer.
 
Forud for mødet havde Herreværelsets medlemmer fremsendt 13 skriftlige spørgsmål til Thomas (se spørgsmålene her) og Thomas havde inden mødet fremsendt et oplæg (agenda) for sit indlæg (se oplægget her).
 
Thomas lagde ud med at fortælle noget om by-udviklingsplanerne for de 4 byområder her i Kommunen og kort fortalt vil der snart komme gang i om- og tilbygning i Humlebæk, specielt omkring centeret, hvor der skal opføres et andet bycentrum med både forretninger og boliger.
 
Første etape af et nyt center med boliger i Nivå skulle også snart være på trapperne og så er der planer om opførelse af boliger og større ’lagerforretninger’ på Cirkelhusgrunden ligesom der er fremskredne planer for ændringer omkring Fredensborg Slot og Fredensborg bymidte.
 
Og i 2025 er der planlagt med et friplejehjem , der skal placeres i Nivå.
 
Men al ting tager jo sin tid, så mon ikke der også næste år vil være spørgsmål til Thomas om de gode planer og hvornår der mon sker noget. Men lad os nu se.
 
Så snakkede Thomas lidt om seniorboliger, som han dog skyndte sig at fortælle, ikke var noget kommunen gjorde i. De eventuelle boliger, der skal bygges skal ske på privat initiativ fra ejendomsselskaber, pensionskasser og hvem der ellers vil investere.
 
Og til min personlige irritation blev Thomas ved med at kalde det ’senioregnede’ boliger og ikke seniorboliger, hvilket betyder, at alle uanset alder kan bebo dem og så er der jo ikke tale om deciderede seniorboliger, men bare boliger. Men det er jo en smart måde for kommunen at komme over det spørgsmål på.
 
Der er i kommunen nedsat et rekrutteringsudvalg, der skal finde en plan og løsning på, hvordan man får rekrutteret og fastholdt flere medarbejdere til hele velfærdsområdet i kommunen, hvor der også generelt mangles medarbejdere på alle områder.
 
Men ting tager som bekendt tid og nu skal det kreative udvalg jo først komme med gode ideer.
 
Der er i år flere jubilæumsarrangementer i kommunen. Fredensborg by og Slots 300 års jubilæum og Dronningens 50 års regentjubilæum. Der vil komme til at ske forskelligt hen over året i forbindelse her med, men det kan du holde dig orienteret om på kommunens hjemmeside.
 
Og så var Thomas stolt over, at der nu igen var mange penge i kommunekassen, ca. 250 mio og at kommunen allerede til næste år vil blive gældfri. Det kan vi andre så også glæde os over.
 
Herefter svarede Thomas på de fremsendte spørgsmål og svarene her på vil jeg ikke referere, da det bliver lidt for kringlet at skulle videregive Thomas’s svar til dem og jeg er overbevist om, at langt de fleste af spørgsmålsstillerne også var deltagere på mødet og derfor også selv hørte Thomas svare på deres spørgsmål.
 
Og inden de store madpakker blev sendt rundt til bordene var der flere, der benyttede muligheden for at stille egne spørgsmål til Thomas, der i øvrigt, med stor begejstring, tilbød at komme igen en anden god gang – og det skal der nok blive mulighed for.
 
Så tak til Thomas for sit indlæg om planer mv. her i kommunen og så kan vi jo bare krydse fingre og ører for, at bare nogen af de meget velmente planer bliver ført ud i livet,. Men ellers er der jo basis for nye spørgsmål til ham næste gang han kommer forbi.
Næste møde i Herreværelset den 11. marts 2022

På cykel tværs over USA
 
Eller som Peter Møller også kalder sit foredrag: Fra kræftsyg til ekstremidræt.                                                         
Et spændende, alvorligt, muntert. givende og underholdende foredrag om udfordringerne med at gennemleve en alvorlig sygdom, komme styrket ud på den anden side, og udleve en vild drengedrøm.
 

I 2013 blev Peter Møller som 62-årige ramt af modermærkekræft. Det ændrede – som ved alle andre i samme situation – hans liv 180 grader. Efter nødvendige operationer, behandlinger og start på årelange kontroller, blev en gammel drengedrøm hevet frem fra gemmerne. Nu skulle en helt vanvittig idé om at cykle på tværs af USA udleves!

På en cykeltur fortalte han sin ven Erik om den vanvittige plan. Eneste svar fra Erik var: ” Hvornår skal vi afsted? ”

Hurtigt blev det afgjort at turen skulle afvikles i efteråret 2016, og at der skulle cykles til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Primært for at sætte fokus på at komme til lægen i tide, og sekundært for at samle penge ind. Turen skulle være helt uden følgebiler og anden medkørende hjælp! 2 seniorer på 58 og 65 år alene på de lange strabadserende og udfordrende amerikanske landeveje, i ørken, storbyer og ikke mindst meget høje bjerge.

21 måneders hård forberedelse fysisk og psykisk gik i gang. Der blev fundet sponsere og lavet aftaler med TV2 Lorry og Kræftens Bekæmpelse, aftaler med træningscoach, diætist, mental coach og idrætsfysiolog, og ikke mindst træning, træning og træning.

13. september 2016 kørte de ud af San Francisco med kurs mod New York. En fantastisk tur med masser af oplevelser – gode og mindre gode, spændende og næsten for spændende enkelte gange – det blev til i alt 5.690 km. og 33.276 højdemeter på 32 etaper. Den 17. oktober sluttede turen i New York – målet var nået, og eventyret – for det var et eventyr – sluttede  naturligvis  ved statuen af H.C. Andersen i Central Park.

   

Foredraget er bl.a. ment som inspiration til hvordan man kan give sig selv udfordringer, få uforglemmelige oplevelser og minder, nå sine mål trods sygdom eller modgang, det hele krydret med spændende beretninger, anekdoter, billeder og videoer fra turen.

Deltagerafgiften er kr. 95 for kaffe, indlæg og frokost med tilbehør.

NB! Når tilmeldingsfristen er udløbet eller max deltagerantal er nået, forsvinder Tilmeld-knappen automatisk og erstattes af en Venteliste-knap, som du skal klikke på for at blive skrevet på venteliste til mødet. Men tilmeld dig ventelisten, der kan jo komme afbud til mødet.

Tilmelding til mødet senest mandag den 7. marts 2022 – dog max 78 deltagere efter ’først til mølle’.
Du kan tilmelde dig mødet når Tilmeld-knappen, som du finder når du klikker her er tilgængelig for tilmelding.
Tilmelding vil dog først være tilgængelig fra søndag den 27. februar kl. 20.

OBS! 
Husk at afmelde din mødedeltagelse, hvis du er blevet forhindret i at komme, så en anden kan få din plads.

OBS!  Hvis du ikke får en kvittering for din tilmelding bedes du kontakte os på herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk – og husk medlemsnr.
Kommende møder

Der er nu aftalt indlæg til både 20. maj og 3. juni. Du kan læse nærmere om indlæggene herunder.

25. marts
 

Danmark i 1950’erne - Mellem krig og velfærd
 
Historiker og foredragsholder Lars Ringholm vil holde et indlæg om 1950’erne, der  er beretningen om et Danmark, der skulle finde sin nye plads i Europa. Et årti, hvor gamle normer og sædvaner kom under voldsomt pres.
 
Hvor rock’n roll, tyggegummi og coca cola fristede de unge og hvor Morten Korch-filmene mindede forældrene om dengang, før verden gik af lave.
 
Danmark sad lidt fast i 1950’erne. Besættelsestiden var overstået men det kneb med at komme videre, for økonomien ville ikke komme rigtig i gang trods Marshall-hjælp og nye traktorer.
 
Men det var tydeligt, at noget var på vej. For efter 2. Verdenskrig var det USA der dominerede og amerikanerne kendte kun til en vej - og det var vejen frem.
 
Danmark fik kvindelig tronfølge og tre markante statsministre bidrog på hver sin måde til, at Danmark skulle blive rustet til 1960’erne og det største velfærdsboom nogensinde.
 
 
8. april
 
Danmark-Ekspeditionen 1908

 
Arktisk Instituts direktør, Bent Nielsen, fortæller om Danmark-Ekspeditionen.
 
Han deltog i 100-året for Danmark-Ekspeditionen i en jubilæumsekspedition, der besøgte mange af de kendte steder fra den oprindelige ekspedition: Danmarkshavn, Kap Bismarck, Mørkefjord, Pustervig m.fl.
 
Danmark-Ekspeditionen bliver præsenteret med et stort udvalg af fotografier – både de originale fra dengang og nye optaget i 2008. Foredraget giver også en kort præsentation af dansk arktisk ekspeditionshistorie før Danmark-Ekspeditionen, af de tragiske dødsfald under ekspeditionen og af eftersøgningen bagefter.
 
 
22. april
 
Hvem var venstrehøvdingen, Erik Eriksen?

 
Det får vi lidt mere viden om, når hans søn Knud Bjørn Eriksen kommer og fortæller om sin far, den stærke fynbo, Erik Eriksen.
 
Erik Eriksen husker og kender vi nok som en markant politiker i 50erne og en person der var med til at forme det Danmark vi kender i dag. Han var bl.a. statsminister fra 1950-53.
 
Knud vil fortælle gode historier og anekdoter om sin far, særligt om hvordan det lykkedes at gennemføre grundlovsreformen og kvindelig arvefølge i 1953.
 
Du kan læse mere om Erik Eriksen på https://da.wikipedia.org/wiki/Erik_Eriksen
 
 
6. maj
 
Miraklet på Blegdammen

 
Vi har til dagens møde fået DR-journalist Preben Lund til igen at komme og holde et indlæg for os i Herreværelset.
 
Preben vil denne gang fortælle om ’Miraklet på Blegdammen’ – og det er titlen på en bog, som han har skrevet sammen med Henriette Bendix. Den handler om den dramatiske historie om polioepidemien i Danmark i 1952.-53.
 
I 1952 blev Danmark ramt af en omfattende poliepidemi. Op mod syv tusinde blev registreret smittet og mange blev meget syge med lammelser af arme og ben. Nogle blev lammet i brystet så de ikke kunne trække vejret og mange gik til grunde mens lægerne så magtesløse til.
 
En ung læge, Bjørn Ibsen, fandt på en metode som mirakuløst reddede de fleste fra at blive kvalt og det skete trods stor skepsis og modstand fra den etablerede lægeverden.
 
Ibsens arbejde fik dødeligheden til at falde med 80 procent takket være unge studerende som med håndkraft ventilerende de svært syge børn og unge. Alligevel fik nogle livslange handicap.
 
Det er om Ibsens mirakel og de børn der blev reddet fra en pinefuld død foredraget handler og er et tidsbillede og et stykke medicinalhistorie som er berømmet i hele verden med masser af rørende historier og spændende detaljer.
 
Du kan læse meget mere om polioepidemien i 1952-53 Og Rigshospitalets arbejde på  https://dsr.dk/dshm/historiske-glimt/krigens-og-krisens-helte/polioepidemien-paa-blegdamshospitalet-1952-53
 
Og du kan læse mere om bogen ’Miraklet på Blegdammen’ på https://www.frydenlund.dk/varebeskrivelse/5636
 
 
20. maj
 

Fotoforedrag om Kongehuset og andre kendte
 
Henrik Hildebrandt er  fotograf af hjertet. Henriks passion er at forevige øjeblikket i en verden af billeder og har fotograferet siden 1979 og har haft adskillelige opgaver for diverse medier - både store som små fra ind- og udland og har bl.a. fotograferet til koncerter, Galla Premierer, Events, Sportsbegivenheder samt de kendte og kongelige.
 
Henrik har for nylig udgivet en bog, "Kongehuset i det nye årtusind" og det er for den periode fra 2000 – 2020, som Henrik vil holde sit fotoforedrag om.
 
Med udgangspunkt i bogen præsenterer Henrik Hildebrandt sine billeder af kongefamilien i kronologisk rækkefølge, begyndende med år 2000 og viser på den måde et stykke royalt Danmarkshistorie, både gennem billeder taget udenfor de officielle pligter og til de store begivenheder: Runde fødselsdage, bryllup, barnefødsler, jubilæer samt besøg af udenlandske statsledere og repræsentanter for de øvrige europæiske kongehuse.
 
”Jeg nyder de ugentlige fotoopgaver og glædes over, at jeg rent visuelt bidrager til at forevige kongehusets hverdag og historie. Som royalist mener jeg, at Kongehuset er en vigtig brik i vores kultur og for vores land. Det er en væsentlig del af den nationale identitet, og de kongelige deltager som protektor for mange humanitært værdige sager, der hermed får større opmærksomhed” siger Henrik Hildebrandt om baggrunden for bogen og sit fotoforedrag.
 
Ud over den kronologiske tilgang til kongefamilien, rummer foredraget og bogen også tre fotoalbums: Det første dedikeret til afdøde Prins Henrik og hans sidste år, det næste er en perlerække af billeder taget under festlighederne i anledning af Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag i maj 2018 og sidst, men ikke mindst et nyt 50 sider langt album med fokus på Majestæten i anledning af dennes 80 års fødselsdag 2020.
 
Henrik vil også i sit foredrag fortælle lidt om skuespillerne fra Matador og andre kendte personer.
 
Du kan på mødet købe Henriks bog "Kongehuset i det nye årtusind" Til en specialpris på 250 kr. (normalpris 395 kr.).
 
Du kan læse mere om Henrik og bogen på www.henrik-hildebrandt.dk.
 
 
3. juni
 
Mig – barn af et tvangsægteskab
 
Deniz Serinci, der er journalist og forfatter vil holde et indlæg om sin egen oplevelse af at være barn af et tvangsægteskab.
 
”En af dem, der kender til social kontrol, er mig. Jeg er født af kurdiske forældre, som blev tvangsgift med hinanden som 16-årige. Jeg udøvede for 15 år siden selv social kontrol i gymnasiet med en gruppe drenge mod skolens muslimske piger. Efter gymnasietiden fik flere oplevelser mig til at tage afstand fra den kultur, jeg var vokset op i. Senere studerede jeg historie og Mellemøststudier og fik et fagligt indblik i de dybereliggende årsager til social kontrol, tvangsægteskaber og æresdrab. Nu har jeg skrevet en bog om social kontrol. Det vil jeg forklare under dette foredrag”.
 
Var der en klokke, der ringede ved navnet Deniz  Serinci – og ja, når du er færdig med at klø dig selv i nakken for at komme på hvor og hvornår, så var det i 2018, hvor Deniz holdt et fremragende indlæg for os om terrorgruppen IS.
 
Og nu kommer han så igen og vil fortælle lidt om sin egne erfaringer og oplevelser med at være barn og ung mand, født i et tvangsægteskab.
 
Undersøgelser har påvist massiv social kontrol blandt nydanskere; eksempelvis føler hver tredje indvandrerpige ikke, at hun må få en kæreste. Deniz holder foredrag om årsager, konsekvenser og løsninger på social kontrol, tvangsægteskaber og æresdrab.
 
Og han er, efter andres udsagn, knusende dygtig til at formidle svært stof, så alle kan forstå det, så der er lagt op til et spændende indlæg.
 
 
17. juni
 
Indlæg afventer.
Med venlig hilsen
 
På bestyrelsens vegne
Bent
 
PS! Hvis du har kommentarer eller forslag til nyhedsbrevet, er du meget velkommen til at skrive til mig på jbmarcussen@gmail.com
Vores hjemmeside

Vores mail-adresse er:
herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk

Vores hjemmesideadresse er:
www.fredensborg-aeldresag.dk/herrevaerelset

Ønsker du at ændre den måde du modtager disse mails på?
Du kan opdatere din profil eller afmelde dig fra denne liste

 






This email was sent to <<E-mail adresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Ældre Sagen — Fredensborg · Hjortevænget 223 · Kokkedal 2980 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp