Mødet i Herreværelset den 8. april
 

Vejrguderne kan da ¨åbenbart hurtigt ændre holdning til kalenderens mening om årstiden. Ved mødet den 25. marts var der pragtfuldt forårsvejr og til dette møde havde vejrguderne så besluttet, at vi skulle have en blanding af efterårs og vintervejr. Måske var det foranlediget af dagens indlæg om en arktisk ekspedition, at der så også skulle være ”polar vejr” på dagen for rigtigt at underbygge indlægget på mødet.
 
Men det forhindrede dog ikke, at der igen var ca. 80 medlemmer, der havde trodset vejr og vind og kommet storsmilende frem til mødet.
 
Erling var forhindret i at deltage, så i stedet var Jan Hellen blevet udstyret med velkomstmikrofonen og kunne derfor byde velkommen til alle, der havde fundet vej til mødelokalerne og naturligvis også en velkommen til dagens foredragsholder, Bent Nielsen.
 
Ove havde taget handsken op og forkortet Fabers stemme og muskelopvarmning betydeligt, ganske betydeligt og måske lige kort nok til vi ku’ nå at få viftet med fingrene.  Og da dagens foredrag handlede om Danmarkekspeditionen på Grønland havde Ove også fundet en grønlandsk sang som dagens fællessang. Men da vi ikke  rigtig kunne synge med på teksten blev der skiftet til ”Nu går våren gennem Nyhavn” og det gav mere pote. Så blev der da, trods kort Faberopvarmning, sunget godt igennem – måske det var nogen fordums nyhavnsminder der gik gennem sangerne.
 
Og fra de frivillige skal jeg hilse og sige, at der var rigtig mange, der hade forstået budskabet med tidligst at komme til møde 20 i 11, så der var ro og tid til at forberede mødet med kaffebrygning, bordopstilling, borddækning, afprøvning af teknik med mere. Så tak for det og husk det også til næste møde.
 
 
Danmark-Ekspeditionen 1908
 
Arktisk Instituts direktør, Bent Nielsen, fortalte om Danmark-Ekspeditionen i 1906-08.
 
Og nej der tager du fejl, det var ikke en tur rundt på Sjælland, Fyn og Jylland og navnet kommer derfor ikke af en lille hyggelig selskabstur rund i denne del af landet, men en iskold tur til det nordøstlige Grønland, hvor skibet der bragte ekspeditionen der op hed ”Danmark” – altså lige til kære Dr. Watson.
 
Bent deltog selv i 100-året for Danmark-Ekspeditionen i en jubilæumsekspedition, der besøgte mange af de kendte steder fra den oprindelige ekspedition: Danmarkshavn, Kap Bismarck, Mørkefjord, Pustervig m.fl. Så han havde et godt fundament at fortælle om ekspeditionen på.
 
Formålet med ekspeditionen var at få opmålt og kortlagt det sidste ikke kortlagte del af Grønland  - det helt nordøstlige hjørne af landet. Ekspeditionen var ledet af Julius Mylius Erichsen og i alt var der 28 mand af sted med skibet, her a var ca. 10 besætningsmedlemmer. Og udover de mange forskere og videnskabsfolk, der var med på ekspeditionen, var der også 2 kunstnere, der skulle tegne og male omgivelserne.
 
Men nu var Grønland jo ikke et ubekendt område. Allerede i vikingetiden havde såkaldte nordboere (færinger, nordmænd, islændinge og måske nogle danskere) slået sig ned på Grønland og her oprettet en Vestbygd og en Østbygd. Det viste sig dog senere, at Østbygden faktisk ikke lå i Østgrønland, men på Sydgrønland. Men de områder ”døde” ud og da Hans Egede i 1721 kom til Grønland var der ikke nogen af de tidligere nordboer tilbage – kun det oprindelige Inuit folkefærd var at finde på Grønland.
 
Og i tiden efter Hans Egede kom til Grønland var der mange ekspeditioner for at opmåle og kortlægge området samt finde den oprindelige befolkning. Og  i den forbindelse fandt man bl.a. den gamle Vestbygd og i forsøget på at finde Østbygden fik man så også målt og kortlagt det meste af Østgrønland.
 
Nordkysten blev naturligvis også opmålt og kortlagt og her var det bl.a. den amerikanske polarforsker Perry, der fik opmålt området og mente han havde fundet en kanal, der afskar det egentlige Grønland fra det område han havde fundet. Det blev da også opkaldt efter ham – Perryland, der så på sigt kunne være blevet amerikansk område.
 
Nå, men æh! Vi skal jo tilbage til Danmark-ekspeditionen. ”Danmark”, der i øvrigt var et tidligere hvalfangerskib, ankom til Danmarkshavn, der blev base for ekspeditionens arbejde.
 
Det var naturligvis besværligt og hårdt arbejde at få udført opmålingerne, men det gik nogenlunde efter planen, men slædehold 1 , der bestod af Mylius Erichsen, Høeh-Hagen og Jørgen Brønlund var blevet forsinket på deres opmålingstur og kunne derfor ikke komme tilbage ad den rute, som ´var forudplanlagt og hvor der også var lagt depoter med forsyninger ud til hjemturen.
 
Mylius Erichsen fik så den ide, at prøve at skyde genvej over ”Perrys kanal”. Det ved vi så alle, hvordan det endte. De omkom alle 3 og Danmark-ekspeditionen endte uden de blev fundet.
 
I 1909 forsøgte man sig så med en ekspedition, der skulle forsøge at finde de 3 forsvundne polarforskere. Den fik navnet Alabama-ekspeditionen (efter skibets navn, ”Alabama”) under ledelse af Ejnar Mikkelsen.
 
Der var altid en stor usikkerhed forbundet med polarekspeditioner og alle ekspeditionsdeltagere vidste, at der altid var en risiko for ikke at komme tilbage i live fra en ekspedition. Så derfor var der en forståelse for, at man på sine ture byggede stenvarder med rimelig afstand, hvor man så lagde sine optegnelser og andre gode beskrivelser til andre forskere i tilfælde af, at man ikke selv kom tilbage fra en ekspedition. Og det havde Mylius Erichsen også gjort.
 
Og da ”Alabama” i 1909 ankom til Danmarkshavn tog Ejnar Mikkelsen og hans gode ven Iver Iversen ud for at lede efter Mylius Erichsen, Høeg-Hagen og Jørgen Brønlund. Det lykkedes dem at finde Mylius Erichsens stenvarde med optegnelser og anden beskrivelse. De tog den med, men glemte at lægge en besked om, at de havde været der og fundet beskrivelserne fra Mylius Erichsen, hvilket ellers også var en praksis, så aandre, der kom efter kunne aflæse ”historikken”.
 
Men udmattede tilbage til ”Alabama” måtte de konstatere, at skibet var sunket og besætningen væk (de var blevet reddet af en norsk sælfanger). Men der var opført en hytte, hvor der også var blevet efterladt mad og andet nødvendigt udstyr for at kunne overleve. Det de ikke vidste, vvar at de skulle være her i 3 år før de blev fundet af et norsk skib.
 
En fantastisk historie, som efter min mening er mere spændende end Danmark-ekspeditionen – men det er jo nok en smagssag. Du kan læse meget mere om Alabama-ekspeditionen her  på Alabama-ekspeditionen 1909-12 - Wikipedia, den frie encyklopædi
 
Man har aldrig fundet Mylius Erichsen og Høeg-Hagen, men man har fundet Jørgen Brønlund, der havde søgt skjul under et lille stendige ca. 2,5 mil fra Mulius Erichsen. Ved Jørgen Brønlund fandt man både hans og Mylius Erichsens dagbøger samt Høeg-Hagens kortoptegnelser, der i øvrigt viste, at det ikke var en kanal der gik mellem Grønland og Perryland, men en større fjord og dermed var Perryland igen en del af Grønland.
 
Det var en fantastisk ekspedition og fortælling Bent Nielsen tog os med ud på og Danmark-Ekspeditionen blev præsenteret med et stort udvalg af fotografier – både de originale fra dengang og nye optaget i 2008.
Men nu er jeg jo ikke forfatter og skal beskrive hele Danmark-ekspeditionen, men bare en almindelig tilhører til Bents fortræffelige foredrag, så for ikke helt at ødelægge mine skrivetaster vil jeg blot for mere detaljeret information om  ekspeditionen henvise til Danmark-ekspeditionen - Wikipedia, den frie encyklopædi.
 
Og så slutte af med en stor tak til Bent Nielsen.