Copy
Se mailen i din browser
  • Mødet i Herreværelset den 3. juni 2022
  • Næste møde i Herreværelset den 17. juni 2022
  • Kommende møder
 
Kokkedal den 5. juni 2022 


 
Mødet i Herreværelset den 3. juni 2022
 
Igen var der kommet ca. 50 medlemmer til dagens møde og de fik fuld valuta for pengene. Godt foredrag og ikke mindst godt samvær, gode snakke og mandlig hygge.
 
Erling bød velkommen til alle fremmødte, gamle som nye medlemmer og informerede lidt om dagens program og ikke mindst ”madkulturen” om, hvem der nenter mad til bordene og hvornår der stikkes en gaffel i maden.
 
Ove havde igen fundet vores gode gamle ven, Phillip faber frem af DR arkiverne, så vi inden fællessangen lige kunne komme i den rigtige sangstilling. Og fællessangen denne gang var Lars Lilholts kending, ”Kald det kærlighed” (eller som nogen kalder den ”Carl, det kærlighed”) akkompagneret af Lars Lilholdt selv. Og der blev sgu sunget godt igennem. Det lover godt for vores Blue Boys fællessange med Blue Mix på halvårets sidste møde den 1. juli.
 
OBS! Du kan stadig tilmelde dig Herreværelsets bustur til Jylland den 3.-6. oktober via dette link:

Se program for turen til Jylland 4 dage med 3 overnatninger på Skærbæk Centret ved at klikke her.  
 
Og for en god ordens skyld gentager jeg nedenfor de væsentligste konklusioner fra forrige møde den 20. maj baseret på de kommentarer vi havde modtaget vedr. møderne i Herreværelset.
 
  • Møderne fastholdes afholdt på samme tidspunkt (11-14) hver 2. fredag (i lige uger) bortset fra sommer- og juleperiode.
  • Tilmelding til møderne gøres tilgængelig fra førstkommende søndag efter et møde fra kl. 20.
  • Deltagerafgiften er foreløbig sat til kr. 75 som ”standard”, men kan afviges ved specielle arrangementer og foredrag/indlæg
  • Siddepladser findes ved bordlodtrækning. Der vil dog til nogle møder være free-seeting, men det vil så blive anført ifm. omtale af mødet i Nyhedsbrevet.
  • Eventuelle ture/udflugter i Herreværelsets regi skal holdes udenfor de ”normale” mødedage
  • Der var tilfredshed med mødernes indhold, dog var der et ønske om, at der var mere tid til snak. Det vil vi arbejde for
  • Der er ingen bestyrelse i Herreværelset – kun frivillige nøglepersoner, der sørger for mødearrangementer og gennemførelse
 
Go’ pinse og ikke mindst rigtig go’ farsdag – den har vi sikkert fortjent.
 
 
Mig – barn af et tvangsægteskab
 
Deniz Serinci, der er journalist og forfatter holdt et indlæg om social kontrol i indvandremiljøer og sin egen oplevelser og erfaringer af at være barn af et tvangsægteskab.
 
Deniz kender alt for godt til social kontrol. Han er født af kurdiske forældre, der blev tvangsgift med hinanden som 16-årige og han udøvede for 15 år siden selv social kontrol i gymnasiet med en gruppe drenge mod skolens muslimske piger. Efter gymnasietiden fik flere oplevelser ham til at tage afstand fra den kultur, han var vokset op i.
 
Senere studerede Deniz historie og Mellemøststudier og fik et fagligt indblik i de dybereliggende årsager til social kontrol, tvangsægteskaber og æresdrab, som han i sit indlæg satte os godt ind i.
 
Nå, men lad os lige starte med begyndelsen – det er jo altid et godt sted at starte.
 
Deniz’s morfar kom til Danmark (Varde) i 1970 og blev i 1977 familiesammenført med sin kone og deres 2 børn – en pige og en ca. 2 år yngre dreng. Morfaren havde lovet at sørge godt for sin brors 2 børn, hans nevø og niece og det mente han kunne gøres bedst ved at de også kom til Danmark, hvilket kun kunne ske gennem familiesammenføring. Der måtte derfor lidt ægteskabelig kreativitet til.
 
Så på en såkaldt ferietur til Tyrkiet blev morfarens datter (16 år) gift med morfarens nevø og hendes bror (ca. 15 år) blev gift med morfarens niece. Hokus pokus. Nu var morfarens børn pludselig gift og kunne derfor få deres ægtefæller med til Danmark.
 
I øvrigt var ingen af de unge nygifte jo 18 år, som man skal være i Tyrkiet for at blive gift, men med gode ord og nogen penge i en papkasse fik alle 4 unge papirer på, at de var 18 år den 2. august 1982 og kunne så dagen efter blive lykkelig gift. Så det var et rigtigt fætter/kusine bryllup og du kan jo selv fundere over, hvordan familien så hang sammen. Hvem var svoger til hvem, hvem var onkler og tanter og hvordan var det lige med grandfætre og kusiner. Joh, samme person kunne påtage sig mange familietitler.
 
Morfarens datter er, som du jo nok allerede har regnet ud Deniz’s mor. Begge par blev i øvrigt skilt ca. 10 år efter, hvilket gav meget uvenskab i den store familie. 
 
Så ikke alt er lykkeligt i disse tvangsægteskaber og som Deniz også har undersøgt er der født mange børn med handicap i mange af de sammenbragte familier. Både ham og hans søster lider af svært høretab og han kunne give eksempler på mange flere tilfælde, hvor det som han selv kaldte for ”indavl” har store handicapmæssige konsekvenser for børn her af.
 
Og både som barn og ung opvoksede Deniz i et miljø med social kontrol, der primært gik ud over pigerne i familien, hvor drengene var mere fredet. Som han fortalte kunne piger opfattes som silke og drenge som guldbarer og hvis der kom smuds på guldbarer kunne det bare vaskes af, men det kunne det ikke på silke, hvorfor pigerne blev holdt i meget kort snor og absolut ikke måtte gøre noget, der på nogen måde kunne sætte familiens ære på spil.
 
Deniz fortalte i sit indlæg om mange forskellige situationer i det muslimske miljø med social kontrol, æresfølelser og hvordan man måtte gemme sig og finde på gode ”historier#, hvis man f.eks. havde en date.
 
Der var rigtig mange historier og megen fakta du gik glip af, hvis du ikke var med til mødet. Sådan er det jo med mange foredrag. Man får mest ud af det ved selv at være til stede.
 
Men en stor tak til Deniz for et fremragende godt foredrag.
 
Og nåh ja, var der en klokke, der ringede ved navnet Deniz  Serinci, så er det rigtigt for i 2018 holdt han et fremragende indlæg for os om de danske IS krigere og .terrorgruppen IS.
 
Næste møde i Herreværelset den17. juni 2022

Landsbysnedkeren - Geniet fra Nellerød
 
Forfatter Lennart Weber vil fortælle om en af de mange ukendte og sikkert også glemte genier og iværksættere der har betydet en stor del for dansk kameraudvikling og andre finurligheder– også kendt som Nellerød manden.
 
Landsbysnedker Jens Poul Andersen (1844-1935) var en fantastisk dygtig håndværker, og efter sin død blev han kaldt for "Danmarks Edison". Han kunne lave alt med sine hænder, men ideerne kom fra et genialt hoved.
 
Og som en måske helt ligegyldig tilfældighed elskede han torsk og wienerbrød, dog  sikkert ikke indtaget samtidig.
 
Han byggede fremragende fotografiapparater og skabte måske verdens første småbilledkamera. Han byggede de første danske filmoptagere og fremvisere til kgl. hoffotograf Peter Elfelt.
 
Jens Poul Andersen  lavede musikinstrumenter og han opfandt Danmarks første mejetærsker. Alt blev skabt i det lille værksted i landsbyen Nellerød lidt syd for Helsinge.
 
Lennart Weber har gravet i snedkerens historie og udgivet bogen "Geniet fra Nellerød", hvilket er baggrunden for hans indlæg i dag.
 
Lyder det ikke helt som noget for dig, så kom bare og deltag i den gode hygge og snak og måske du alligevel finder lidt ”guldkorn” i foredraget. Det kan jo kun blive en ren win-win.
 
 
Deltagerafgiften er kr. 75 for kaffe, indlæg og frokost med tilbehør.
 
NB! Når tilmeldingsfristen er udløbet eller max deltagerantal er nået, forsvinder Tilmeld-knappen automatisk og erstattes af en Venteliste-knap, som du skal klikke på for at blive skrevet på venteliste til mødet. Men tilmeld dig ventelisten, der kan jo komme afbud til mødet.

Tilmelding til mødet senest mandag den 13. juni– dog max 78 deltagere efter ’først til mølle’ . Du kan tilmelde dig mødet når tilmeld-knappen, som du finder når du klikker her.  er tilgængelig for tilmelding.
 
Tilmelding vil dog først være tilgængelig fra søndag den 5. juni kl. 20.
 
OBS! Husk at afmelde din mødedeltagelse, hvis du er blevet forhindret i at komme, så en anden kan få din plads.

OBS!  Hvis du ikke får en kvittering for din tilmelding bedes du kontakte os på herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk – og husk medlemsnr.
 
Kommende møder

 
1. juli
 
Sommerafslutning, sommerhygge, musikalsk foredrag og fællessang
 
Så lukker vi ned for Herreværelset for 1. halvår og gør klar til en god sommerferie. Og for at skabe den rette stemning har vi fået en aftale med Blue Mix – og nej, det er ikke lakridser, men hvad er det så spørger du sikkert lettere desorienteret og jo, nu skal du høre.
 
Musik og minder hænger uløseligt sammen, det kender vi alle. Blue Mix tilbyder et musikalsk foredrag og  fællessang om Blue Boys historie og deres musikalske venner gennem 50'erne, 60'erne og 70'erne.
 
Blue Mix kalder deres indlæg "En tur ned ad memory lane" med historier, anekdoter og musik fra Blue Boys store katalog og fra nogle af deres musikalske venner. Der vil blandt andet være indslag om John Mogensen's periode i Blue Boys i 50'erne og samarbejdet med Four Jacks.
 
Hvorfor så lige fortælle historien om Blue Boys? Blue Boys var en af 50'ernes mest betydningsfulde boybands sammen med Four Jacks og deres store popularitet strakte sig ind i 60'erne og for Blue Boys ind i 70'erne med dansktop hittet Dølle Fjælde Musse m.fl.. De fleste ældre kan relatere sig til dem.
 
Blue Mix består af Jørgen Mosbæk med baggrund som musiklærer og Kim Reinert med baggrund som akkompagnatør for Blue Boys de sidste 17 år af Blue Boys 40 årige periode.
 
Indlægget er på 2 x 45 minutter med en indlagt pause, hvor der bliver sørget for lidt godt til både mave og hals, så alle kan skråle med på fællessangene fra fordums tid.
 
Det bliver en forrygende mødeafslutning for 1. halvår i Herreværelset.
 
 
 
Her starter mødekalender for 2. halvår 2022
 
12. august
 
Så starter vi op igen efter sommerferien og det med manér – eksklusiv vinsmagning
 
Selvfølgelig skal det markeres med noget specielt, når vi tager hul på 2. halvårs møder og derfor starter vi op med god vinsmagning suppleret med noget godt at indtage til maven mellem de forskellige vine vi skal smage, så det bliver en helt igennem fortræffelig herredag.
 
Og til at finde og give os lidt god vinsmagning har vi fået en aftale med Jesper Clausen fra Rudersdal Vin.
 
Rudersdal Vin blev startet i 2007 af Jacob og Jesper som begge brændte for gode vine og gerne ville fortælle vidt og bredt. Ideen var at få kunderne indenfor og lade dem føle sig hjemmevant og i centrum.
 
I dag er Rudersdal Vin et velkendt brand for sine vine fra små familieejede italienske vingårde, som de selv importere vine direkte fra og sælger til ’alle’ uden fordyrende mellemled.
 
Nok er det primært vine fra Italien men også et par vingårde fra Sydafrika og Sydtyskland har sneget sig ind i sortimentet, samt pragtfulde vine fra Ribera del Duero.
 
OG Jesper er i dag eneejer og står for det hele – i øvrigt uddannet sommelier i 2018 fra Firenze og rådgiver derfor gerne omkring mad og vin.
 
Vinene dyrkes alle organisk eller biodynamisk (altså bæredygtigt) og med stor respekt for natur og miljø og alle vinene har en historie som de gerne fortæller om, hvis du besøger dem i deres hyggelige vinkælder, Bregnerødvej 132B i Birkerød og eller kommer til mødet her i Herreværelset.
 
Og hvad skal vi mon så smage på – vi er jo godt vant fra tidligere vinsmagninger.
 
Jesper kommer med 5 vine fra Italien (Apulien, Piemonte, Toscana) og Sydafrika (Bonnievale) samt en surprise vin
som han vil fortælle om under smagningen. Det er vine han står inde for, kan lide at drikke selv og sælger af dagligt og de er et godt udtryk for Italien og Sydafrika.
 
Vi ser frem til en hyggelig vinsmagning og et godt start op møde i Herreværelset.
 
 
26. august
 
Så skal der gang i 78’eren
 
Leif Druedahl er tovholder i 78’er Klubben – og nej, det er ikke en klub for 78-åårige, men en flok entusiaster, der hæger om de gode gamle 78 lak grammofonplader. Og nu kommer Leif og underholder os med både anekdoter og musik på 78 plader.
 
Leif kalder sit foredrag for 78’er Ønskekoncert, da indholdet af den underholdning, han kommer med, i høj grad vil være bestemt af, hvad de tilstedeværende ønsker at høre af sang/musik/underholdning fra de ca. 50.000 forskellige 78’er indspilninger, han kommer med – og også af de spørgsmål, der evt. måtte være til den gamle musik og/eller den teknologiske udvikling fra den allerførste lydoptagelse i 1877 og frem til 78’er lakplade-æraens afslutning omkring 1960.
 
Leif medbringer også en stak lakplader og nogle gamle optræks grammofoner, så man kan se dem og komme til at høre, hvordan det lød, dengang man hørte musik i hjemmene uden brug af elektricitet.
 
Ind i mellem fortæller han sjove anekdoter fra over 100 radioprogrammer, han har lavet gennem tiderne med kendte og du vil også selv få mulighed for at ønske dig et stykke 78’er musik – du kan jo være så heldig, at Leif har det med.
 
Han ser det som en væsentlig del af det store projekt for Bevaring og Formidling af den musikalske kulturarv, at komme ud og formidle viden om musik i de gamle dage, samtidig med, at der bringes minder frem fra barndommen.
 
Du kan også se mere til Leif og 78’er Klubben og historien på YouTube på disse link  
Gamle 78´er plader får nyt liv på Nettet - YouTube og
Gamle 78er plader - min hobby - YouTube og du kan læse mere om 78’er Klubben på www.teater-musik.dk/78
 
 
9. september
 
Mine 30 år som livvagt
 
Gennem 30 år – længere end nogen anden dansk livvagt – har Torben Vigh passet på danske og udenlandske politikere, Muhammed-kritikere og ikke mindst hele tre generationer af det danske kongehus – fra dronning Margrethe over kronprinsparret til deres børn.
 
Det kommer Torben og holder et foredrag om og i foredraget giver han et unikt indblik i arbejdet med personbeskyttelse fra 1980’erne og frem til i dag, hvor der er sket store forandringer i både det danske samfund og verden udenfor.
 
Torben Vigh har rejst verden rundt med sine VIP’er på både private ferier, officielle besøg og store statsbesøg. Han fortæller om, hvordan man som livvagt altid skal være forberedt på det værst tænkelige, uanset om man kører tværs over USA med kronprinsen, går ved siden af dronningen på en karettur i København eller er på statsbesøg i Japan.
 
Torben har udgivet en bog om sine 30 år som livvagt og bogen er skrevet i respekt for sin tavshedspligt i forhold til PET og VIP’ernes privatliv. Både kongehuset og PET er underrettede om bogen.
 
Du kan på mødet købe Torbens bog.
 
 
23. september
 
10 år med showbizz - Fortælling med historier, anekdoter og oplevelser fra 70’erne.
 
Vi skal med Peter Møller ad nostalgiens landevej fra dansktop til international Rock.
 
Peter Møller – var det ikke ham, der var i Herreværelset den 11. marts og fortalte om en lille cykeltur på ca. 6.000 km tværs over USa – og joh, det er den samme Peter Møller, der nu igen dukker op i Herreværelset og fortæller om sine 10 år i showbizz.
 
En underholdende og levende fortælling med sjove, spændende og interessante selvoplevede historier krydret med masser af relevante musikbidder!
 
Fra 1969 – 1979 var Peter Møller ansat i musikbranchen og startede som reklameassistent, men blev reklamechef og repertoiremand i verdens største pladeselskab EMI’s danske afdeling på Høffdingsvej i Valby. Tog fra EMI til BASF som reklamemand, repertoiremand og producer. BASF var på det tidspunkt mest kendt for spolebånd og kassettebånd, men som nu også satsede på grammofonplader. Det holdt dog kun nogle år, og han sluttede i musikbranchen hos Ophelia Records, et lille dansk pladeselskab med base i Karlslunde.   
 
Fra den danske musik vil der være historier om bl.a. Four Jacks, Otto Brandenburg, John Mogensen, Poul Rudi, Keld Heick, Kansas City Stompers, Gitte Henning, Tommy Seebach, Flair, Dario, Jørgen Ryg, Hitmakers, Sir Henry & His Butlers, Niels Hausgaard, Cæsar, Arne Myggen, Allan Mortensen, og Ann-Liza.
 
Fra den udenlandske scene er der historier om Deep Purple, Paul McCartney, George Harrison, Ringo Starr, ABBA, Creedence Clearwater Revival, Jethro Tull (Ian Anderson), Tina Turner, War med Eric Burdon og Lee Oskar, Cliff Richard, Hank Marvin, Diana Ross, Fumble, Don McLean, B B King med flere.
 
Så det bliver igen et hyggeligt tilbageblik i musikken og nostalgien.
 
 
7. oktober
 
Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej
 
Peer Kaae, der er true crime journalist og forfatter kommer igen  på besøg i Herreværelset. Sidst Peer var her var den 3. december sidste år, hvor han fortalte om mordet på Marie Lock-Hansen (Højbjerg mordet i 1967) og sin efterforskning of konklusion på, hvem morderen var.
 
Denne gang kommer Peer Kaae og forsøger at afdække ”Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej”. et morddrama, som vi alle har læst og hørt om, men hvad skete der egentlig og hvem var morderen og hvorfor .
 
Så Peer vil prøve at fortælle hele historien om århundredes mordgåde.
 
Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej er en medrivende efterforskningsrejse gennem danmarkshistoriens mest spektakulære drabssag. Det er en rejse som følger alle sagens spor, såvel blandt modstandsbevægelsens mænd som i det myrdede ægtepar Vilhelm og Inger Margrethe Jacobsens nærmeste omgangskreds.
 
Hændelserne på mord dagen, den 19. februar 1948, dokumenteres minutiøst, og sporene følges ud i den tåge af rygter og konspirationsteorier, som politiets efterforskere siden forsøgte at trænge igennem.
 
Fortællingen vrimler med mistænkte og motiver, men kun 1 morder – som gik fri.
 
Peer Kaae har i forbindelse med sin bog om dobbeltmordet fået eksklusiv adgang til Landsarkivets store samling af hemmelighedsstemplet materiale fra sagen om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Bogen og Peer Kaaes foredrag bygger således på tekniske spor, vidneforklaringer og politirapporter, der måske kan opklare den gamle mordgåde.
 
 
21. oktober
 
Denne mødedag er foreløbig planlagt til et ”plenummøde” om indhold, deltagerafgift, indlæg og meget mere ifm. møderne i Herreværelset og ikke mindst et ”snakke sammen møde”, hvor du selv må bidrage til indlæg ved bordet.
 
 
4. november
 
Røverhistorier fra alverdens støvede landeveje
 
Hvad får et helt almindeligt menneske til at forlade sin alt for velbetalte faste stilling i sygehusvæsenet for at kaste sig ud i et usikkert liv som professionel turist på kanten af verden? Det kan du få svar på, når Jan Tvernø levende, humoristisk og selvironisk fortæller om sine motiver for at opsøge nogle af verdens mindst besøgte afkroge.
 
På sine rejser har Jan Tvernø altid stræbt efter at opleve det ekstraordinære og som Jan siger:
 
”Jeg har altid opsøgt det højeste bjerg, den mest støvede vej, den fjernest beliggende landsby, det højeste bjergpas og andre spektakulære steder. Jeg er typen, der uvilkårligt drejer til venstre fra hovedvejen, hvis sidevejen fortaber sig i horisontens intethed. Jeg elsker at formidle budskabet om interkulturel forståelse på tværs af åbenlyse forskelligheder og i bund og grund er jorden befolket af helt almindelige mennesker, som har de samme grundlæggende udfordringer, uanset hvor i verden man bor”.
 
Passionen for det bemærkelsesværdige og ekstraordinære rejsemål er en meget stor del af Jans rejsefilosofi, og er der en plet på et landkort, så kan man komme dertil og eksistere.
 
I dette foredrag fortæller Jan bl.a. om hvordan man tackler:
  • Sikkerhedslandinger i Papua Ny-Guinea
  • Illegal frokoster under ramadanen i Iran
  • Rejser til lande som i realiteten ikke eksisterer
  • Det intensive møde med bjerggorillaer i Uganda
  • Udmattelse i godt 7.000 meters højde i Andesbjergene
  • Alvorlige bilulykker på Pamir Highway i Tadsjikistan
  • Anholdelse i La Paz lufthavn
  • Utilsigtet illegalt ophold i Sudan
  • Forhør på en militærbase i Somaliland under mistanke for spionage
 
…..og meget meget mere bakket op af mit omfattende fotomateriale.
 
Det bliver et hæsblæsende foredrag gennem mange lande og befolkninger.
 
Du kan læse mere om Jan Tvernø og hans foredrag på 
Røverhistorier fra alverdens støvede landeveje:
 
18. november
 
Hvorfor og hvad skete for kvinderne på Sprogø og mændene på Livø
 
En sort periode i dansk rets, psykiatri og socialhistorie, som vi har fået Carsten Egø Nielsen til at komme og holde sit foredrag om (”Ø-anstalterne Livø og Sprogø”), som han i foråret også holdt for Dameværelset, dog der med fokus lagt på Sprogø, men her vil han så fortælle om begge ø-anstalter.
 
Carsten Egø Nielsen er uddannet historiker fra Odense Universitet, og har siden 2004 beskæftiget sig med lokalhistorien i Vestsjælland og har udgivet en del bøger her om med udgangspunkt i Slagelse.
 
Indtil 1961 eksisterede der to såkaldte ø-anstalter. Livø til forbryderiske åndssvage mænd blev oprettet i 1911 og Sprogø til åndssvage, seksuelt løsagtige kvinder, blev oprettet i 1923.
 
Manden bag begge ø-anstalter var Christian Keller, overlæge ved de Kellerske anstalter med hovedsæde i Brejning mellem Vejle og Fredericia. Keller var også initiativtageren til Lov om Adgang til Sterilisation i 1929, Europas første racehygiejniske lov.
 
Vi skal i foredraget høre historien om begge anstalter, skildret ud fra nogle af mændenes og pigernes historie og skæbne. Vi skal høre om deres baggrund og opvækst samt om begrundelserne for at de blev placeret på øerne. Desuden om hverdagen og om lukningen af anstalterne.
 
Foredraget er ledsaget af mange samtidige og nutidige billeder, heraf mange fra Sprogø, der kun kan ses i dette foredrag.
 
2. december
 
Intet foredrag/indlæg aftalt pt, så dette kan blive et ”snakke sammen” møde, hvis der er steming for det.
 
 
16. december
 
Så er der igen gran, julelys og julestemning
 
Dette er dagen for Herreværelsets store berømte julefrokost. Og intet skal mangle når der skal festes og årets sidste møde skal markeres.
 
Og sædvanen tro skal der nok blive masser af hygge, stemning, underholdning og ikke mindst højt humør.
Med venlig hilsen
 
På bestyrelsens vegne
Bent
 
PS! Hvis du har kommentarer eller forslag til nyhedsbrevet, er du meget velkommen til at skrive til mig på jbmarcussen@gmail.com
Vores hjemmeside

Vores mail-adresse er:
herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk

Vores hjemmesideadresse er:
www.fredensborg-aeldresag.dk/herrevaerelset

Ønsker du at ændre den måde du modtager disse mails på?
Du kan opdatere din profil eller afmelde dig fra denne liste

 






This email was sent to <<E-mail adresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Ældre Sagen — Fredensborg · Hjortevænget 223 · Kokkedal 2980 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp