Copy
  • En hilsen fra Herreværelset
  • Info til indlægget: 30 cm tyktarm fjernet - ku´ det være undgået?
  • Mødekalender 1. halvår 2021
Se mailen i din browser
Kokkedal den 7. februar 2021
 
 
En hilsen fra Herreværelset
 
Halløjsa alle sammen!

 
Det er ikke fordi der er noget nyt at skrive om vedrørende status på de kommende møder – og heldigvis for det (indtil videre), men derfor er der alligevel lige tid til en hilsen og vi holder så, indtil andet besluttes, den positive fane højt og håber der ikke er nogen, der senere på måneden finder på at spænde ben for det.

Og som restriktionerne og situationen er lige nu er det jo nok mere et spørgsmål om man synes glasset er halvtomt eller halvfyldt – og hvis det skulle være med en god øl, så drik ud og fyld op igen, så glasset bliver helt fyldt – så kan det vel ikke gå helt galt.

Om jeg igen har brokkerier om myndighedernes håndtering af Coronasituationen? Ja, det har jeg da, men det vil blive en lang liste, som vil fylde for meget her, så det springer vi over denne gang. Men jeg har da mine daglige diskussioner med nyhedsoplæserne og deres gæster i mit TV, men som min kloge og tålmodige kone siger: ”Hvorfor sidder du og diskuterer med dem. De kan jo ikke høre dig alligevel” og det har hun jo så meget ret i, men så kommer luften da ud af ballonen – og mon ikke også andre kender til det.

Og der er jo faktisk ret så mange mærkelige beslutninger at stille spørgsmålstegn til, så det kan godt blive en lang debat mellem mig og mig, når nu der ikke er nogen reaktion fra mit TV.

Nå, men altså indtil videre satser vi på at kunne holde de planlagte møder startende i marts.

Pas stadig på dig selv og dine omgivelser.
 
PS! Jeg vender selvfølgelig tilbage med et nyhedsbrev når der kommer mere overblik over mødemulighederne, men du skal da også lige have dagens ’GaJol citat’ med på vejen: ”Verden er fuld af forunderligheder – kvinder udgør en stor del”.
Info til indlægget: 30 cm tyktarm fjernet – ku’ det være undgået?
 
I forbindelse med Ole Andersens indlæg i sidste nyhedsbrev vedr. sin operation for tarmkræft og hans datters appel til at bruge de screeninger der bliver tilbudt, har jeg fået nogle kommentarindlæg, som jeg bringer nedenfor. Men Ole har sendt mig en status på sin operation, som jeg vil videregive her:

Ole har været til samtale vedr. efterfølgende behandling, hvor der var givet 2 kemo behandlings muligheder. Den ene mulighed er, at man skal møde op flere gange om ugen for at få drop. Den anden og den han skal gennemgå er, hvor han møder ind til drop hver 14. dag. herefter bliver man udstyret med nogle kemo piller, som man skal have 4 stk. af hver dag i 14 dage så en uge fri og så forfra igen. Dette vil vare ca. et ½ år. De dage han skal have drop skal han også til blodprøve og til samtale med lægen. Disse samtaler skal klarlægge hvordan behandlingen skrider frem og evt. regulere dosis.

Han fik fortalt om de gener der evt. kan støde til behandlingen og en masse læsestof med hjem.

Og som Ole herefter skriver:

”Det er ikke ligefrem munter læsning. Der er så mange ubehageligheder man kan komme ud for. Tabe hår - det er nok ikke det værste det gror ud igen, føleforstyrelser i fingre og fødder og mange andre ubehageligheder som jeg ikke kan gengive, idet der er en del og jeg ikke lige kan huske dem alle. Jeg håber bare på, at jeg slipper for alt for mange af disse følgevirkninger.

En følgevirkning efter operationen og den bedøvelse jeg har være i, i 4½ time er, at jeg har svær ved at huske og formulere mig. Det er meget irriterende, men det kommer nok igen.

Jeg er også så heldig, at jeg ikke har fået en stomi. Der var dog taget mål til den inden operationen. Dette var hvis man ikke kunne kikkert operere, men skulle lukke helt op. Men det kunne jo blive aktuelt og var på forhånd aftalt med den opererende læge,og som han spøgefuldt sagde ’vi kan jo ikke så godt vække dig undervejs og spørge om det er i orden’. Det første jeg gjorde på opvågningsafdelingen var at føle efter om jeg var hel eller der hængte en pose. Jeg ved der er en masse der lever godt med en stomi. Men tanken om en sådan en gjorde mig utryg og bange. Det er alle de tanker der flyver gennem ens hoved, hvad nu hvis - det var næsten ikke til at bære. Men derfor fik de også lavet 3 – 4 huller i maveskindet, som jeg lykkeligvis ikke fik brug for.

Jeg har heldigvis en dejlig kone som støtter mig op, og som jeg kan tale tingene igennem med. Vi er begge vel vidne om hvad jeg / vi skal igennem det næste ½ år. Familie og venner er ligeledes orienteret om forløbet så der er intet tabu omkring min situation”.
 

Ole, vi takker dig for, at du vil dele et så forfærdeligt sygdomsforløb med os andre og håber du kommer godt igennem det og jeg fornemmer klart, at du har givet mange noget at tænke på.
 

Og fra Ove G. Kristensen har jeg fået følgende kommentarer til indlægget i sidste nyhedsbrev:

”Med særlig interesse læste jeg indlægget om Ole Andersens tarmkræft.  Det var ikke rar læsning, men en nødvendig læsning for alle os mænd, som sådan noget ikke rammer – det rammer kun de andre!  Gu’ gør det ej – det kan ramme os alle sammen, uanset hvem vi er. Selv hedengangne dronning Alexandrine.  Dengang fandtes der ingen hjælpemidler i form af nutidens stomiposer/-bandager.  Hun brugte en metalskål foret med avispapir, som var bundet om livet på hende.

Det er ikke en rar tanke at få tarmen ført ud gennem bugvæggen.  Det er ren ud sagt noget lort!  Men i og for sig er det jo bedøvende ligegyldigt, hvor lortet kommer ud – hovedsagen er, at det kommer ud!  Langt de fleste lever godt med det og fører stort set et normalt liv – og de har reddet livet!

Hvorfor får man ikke taget den afføringsprøve, når den er så vigtig?  Er det måske fordi, man er bange for at få svaret?

Men hvad er alternativet?  -  Alternativet er meget værre, så meget at en eventuel tyktarmskræft bliver opdaget så sent, at den bliver livstruende.

Men som der står i Oles datters brev:  Tag jer nu sammen og få taget den test, negliger ikke tilbuddet, når det kommer. Søg læge, hvis du har de mindste symptomer!

Gid vi alle havde en datter som Oles, en datter  som slynger de rå kendsgerningerne i hovedet på os – en datter som kan  få os til at tage den lortetest!

Som lægemiddelkonsulent har jeg gennem flere år haft stomiopererede tæt inde på livet, ved bl.a. ved foredrag i Stomiforeningens lokalforeninger og undervisning af både læger og sygeplejepersonale i stomipleje m.v.  Jeg har overværet adskillige stomioperationer  – stol på kirurgerne, de kan føre dig tilbage til et næsten normalt liv.

Tag jeg nu sammen mænd, I er ikke de supermænd, som jeres ego fortæller jer – supermand eller ej, sygdom er hver mands herre!

Og tak til Ole, fordi han turde informere os om sin situation – for mange er det desværre tabu at tale om det”.
 

Og fra Henry Angelo har jeg modtaget følgende kommentar til Oles indlæg:

 ”Jeg skriver lige for at gøre opmærksom på, at der er en aldersgrænse for screening mod tarmkræft. Grænsen er 75 år - så der er nok mange i Herreværelset, der desværre falder udenfor (inkl. mig selv)!

Jeg ved ikke, om det er økonomien, der sætter denne grænse, eller måske er det en vurdering, at vi ikke er værd at reparere på, når vi er 75+

Jeg føler mig lidt 'sat udenfor' - 75 år er jo ingen alder... :-)”.


Og for lige selv at følge op på Henrys kommentar:

Ja, mærkeligt nok, at der er en aldersgrænse, men det betyder jo så også, at vi alle skal være ’på vagt’ for eventuelle symptomer og håbe på, at de af os, der ikke har nået aldersgrænsen på 75 endnu stadig kan nå at få tilbudt en screening – og hvis det er tilfældet, så tag for f……. imod den. Det har Oles, Oves og Henrys  indlæg klart og meget tydeligt påmindet os om.

Så tak for indlæggene her i nyhedsbrevet.
Mødekalender 1. halvår 2021
 
5. marts
 
Opstartsmøde 2021

 
Vi har reserveret mødelokalerne den 5. marts til et opstartsmøde for 2021, hvis restriktionerne og forsamlingsloftet tillader det.
 
Da der ikke er indlæg på mødet skal vi bare hyggesnakke, klare verdenssituationen  og få en god frokost – og det skulle vi jo nok være mænd for.

Link til tilmelding kommer i et senere nyhedsbrev.

 
 
12. marts
 
Højbjergsagen

 
Det uopklarede drab på Marie Lock-Hansen er Danmarkshistoriens største kriminalsag og en af de mest myteomspundne. Hvem kom ind ad døren om formiddagen 10. november 1967, i et nydeligt hjem i Højbjerg ved Aarhus – og skød Marie Lock-Hansen ned med koldt blod?

True crime-bestsellerforfatteren Peer Kaae går i dette foredrag bag om alle teorierne, som er groet vildt gennem 50 år. Med støtte i politiets akter fra sagen portrætterer han ægteparret på Hestehavevej, deres upåfaldende tilværelse – og alle hemmelighederne bag den småborgerlige facade. Han rekonstruerer tiden omkring drabet minut for minut og følger sporene ud i Aarhus og omegn. Trådene trækkes også bagud, til de dunkle punkter i hr. og fru Lock-Hansens samliv, og baseret på research og interviews med de tilbageværende vidner i sagen lægger Peer Kaae brikkerne på ny og tegner et aldrig tidligere set billede af mordet og morderen.
 
Peer Kaae, der er journalist og forfatter, har skrevet en hel del bøger om krimisager, bl.a. ’Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej’ og kendte personer, bl.a. Axel Strøbye og Karl Stegger, som han også holder foredrag om. Du kan læse mere om Peer Kaae og hans bøger på https://www.forfatterforedrag.dk/flx/foredragsholdere/peer-kaae-foredrag-dobbeltmordet-paa-peter-bangs-vej/
 
 
26. marts
 
Så indtager borgmesteren igen Herreværelset

 
Det er jo blevet en god tradition, så borgmester Thomas Lykke Pedersen kommer igen i år på besøg i Herreværelset og informerer om kommunens tilstand og svarer på spørgsmål fra medlemmerne.
 
Hvis du har spørgsmål, som du ønsker svar på, kan du sende spørgsmål til mig (Bent) inden den 12. marts på jbmarcussen@gmail.com så skal jeg nok sørge for, at det kommer Thomas i hænde inden mødet, så han har mulighed for at undersøge og forberede sit svar her på.
 
 
9. april
 
En dansk krigssejlers historie

 
Arne Woythal fortæller om sin far, der som sømand blev ’fanget’ på havet ved besættelsen af Danmark i 1940.
 
Da Nazi-Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940 befandt godt 6.300 danske søfolk sig uden for afspærringen, og de måtte vær især træffe et valg. For langt de flestes vedkommende  betød det allieret krigstjeneste.  Af dem vendte 1.087 aldrig hjem.
 
I dette foredrag følger vi en af de danske sømænd, Axel Emil Martin Woythal, som var med i allieret tjeneste fra den første dag, og han vendte ikke tilbage til Danmark igen før den 9. marts 1946. Da havde han været med til at sejle engelske soldater ud af Dunkirk i 1940, været torpederet på vej til Murmansk i 1941, jagtet af u-både i Det Indiske Ocean i 1942, bombet af Luftwaffe i Tripoli i 1943, fragtet amerikanske soldater i Stillehavskampagnen i 1944, og været udsat for Kamikaze-angreb i 1945 blot for at nævne nogle enkelte episoder.
 
Foredraget bygger på en lang række efterladte dokumenter og en meget grundig research i Rigsarkivet, Museet for Søfart, Ministry of War i England og den nationale og internationale maritime litteratur.
 
Arne tager udgangspunkt i sin bog ”Fra Murmansk til Stillehavet … historien om en dansk krigssejler i allieret tjeneste fra 1940-1945” og beretter fængslende om et kapitel i Danmarkshistorien, som er kendt af de færreste.
 
Arne er kriminalassistent og arbejder ved Vestegnens Politi og har bl.a. været udstationeret i Afghanistan. Der udover har han skrevet nogle romaner. Du kan læse mere om Arne og hans øvrige foredrag på www.arnewoythal.dk (klik på fanen foredrag).
 
 
23. april
 
A Blast From The Past

 
Så skal vi lige en smuttur tilbage til 50’erne. Til vores barndom og ungdom. Gorm Clausen kommer og holder et indlæg om 50’er Rock N’ Roll og kulturen der fulgte med.
 
Gorm giver et spændende og levende foredrag om, hvordan den moderne rockmusik opstod og Beatles,  Rolling Stones, Bruce Springsteen og alle andre rockbands har deres rødder i 50’ermes rockmusik.
 
Indlægget er ganske uformelt, men professionelt præsenteret i form af musik, koncertoptagelser, spændende historier og filmklip med Elvis, Jerry Lee Lewis, Little Richard og mange flere.
 
Derudover bliver 50er tøjstilen, bilerne, dansen og rock-a-billy kulturen berørt.
 
 
7. maj
 
Happy Birthday
 

Herreværelset kan nu holde 5 års fødselsdag og det vil nok blive fejret med mere end flag og nogle hurra’er. Men mere om det senere.
 
 
21. maj
 
Hvad går de mon  og laver på ’Borgen’

 
DR-journalist og politisk analytiker Jens Ringberg vil fortælle lidt om livet på ’Borgen’ som journalist og journalisternes relationer til politikerne.
 
Jens har i mere end 35 år dækket dansk politik og har derfor et stort indblik i, hvordan arbejdet på ’Borgen’ foregår både journalister imellem og kommunikationen med politikerne – både de formelle og uformelle.
 
Vi vil her få et indblik i et arbejde og miljø, som er ukendt for de fleste.
 
 
4. juni
 
Store og små tog

 
Bjarne Vilhelmsen, der desværre et par gange har fået aflyst sit indlæg for os pga forsamlingsloft ifm Corona tager nu ’handsken op’ og håber vi nu kan gennemføre mødet og hans indlæg.
 
Bjarne blev ansat ved DSB som 60 -årig og fik 10 fantastiske år før han gik på pension i 2011.
 
Men han havde allerede som dreng, hvor alle raske drenge ønskede sig modeltoge, haft det som sin store hobby og har bevaret interessen her for i alle årene siden og Bjarne vil fortælle os om denne alsidige interesse for både de enkelte toge og togstammer og ikke mindst om sin store hobby.
 
Og mon ikke vi også kommer til at høre lidt om de ’rigtige’ toge.
 
 
18. juni
 
Så går vi på sommerferie

 
Og afslutter her et noget amputeret 1. halvårs møder og kan forhåbentlig glæde os over, at Corona virus nu er lagt bag os og derfor kan se positivt fremad til en tid uden Corona og de relaterede restriktioner med bl.a. nedlukning af en del af vores møder både i 2020 og til nu.
 
Hvad der skal ske på mødet er endnu ikke helt fastlagt, men vi skal nok finde på lidt hygge og humørspredning inden sommerferien. Det kunne f.eks. være udendørs ølsmagning akkompagneret med lidt ’hornmusik’  - eller i hvert fald musik. Det skal nok blive en forrygende halvårsafslutning.
Med venlig hilsen
 
På bestyrelsens vegne
Bent
 
PS! Hvis du har kommentarer eller forslag til nyhedsbrevet, er du meget velkommen til at skrive til mig på jbmarcussen@gmail.com
Vores hjemmeside

Vores mail-adresse er:
herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk

Vores hjemmesideadresse er:
www.fredensborg-aeldresag.dk/herrevaerelset

Ønsker du at ændre den måde du modtager disse mails på?
Du kan opdatere din profil eller afmelde dig fra denne liste

 






This email was sent to <<E-mail adresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Ældre Sagen — Fredensborg · Hjortevænget 223 · Kokkedal 2980 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp