Copy
Mødet i Herreværelset den 6. marts 2020. 
Min vej til skipper på Slotssøen
Næste møde i Herreværelset den 20. marts 2020
Kommende møder

 
Se mailen i din browser
Kokkedal den 8. marts 2020
 
Mødet i Herreværelset den 6. marts 2020

Vi havde til mødet forsøgt med en anden bordopstilling, der gav plads til 100 deltagere og selv om det blev lidt trangt lykkedes det og der var da også 100 medlemmer, der havde fundet vej til mødelokalerne og det hyggelige samvær.

Erling var frisk hjemvendt fra det sydlige Europa og kunne igen byde velkommen til alle deltagere, gamle som nye og naturligvis også et velkommen til Finn Sylvest Jensen, der stod for dagens indlæg.

Og hatten af for Oves fællessangsfantasi. Han havde til dette møde indpakket dagens indlæg med sangen ’I en lille båd der gynger’, der godt akkompagneret af Bamse fik alle med på fællessangen – godt gået Ove, men der kommer jo til stadighed nye musikalske udfordringer, så lad os se (eller høre), hvad der venter til næste møde.

Erling mindede lige alle om Ældre Sagens Årsmøde på tirsdag den 10. marts i Rådhuskælderen.
 
Min vej til skipper på Slotssøen
 
Finn Sylvest Jensen greb herefter mikrofonen og salen. I et meget humoristisk indlæg, krydret med utallige vittigheder (nogle dog både gamle og lidt slidte, men skidt pyt, de passede godt ind i indlægget og de skulle jo også støves af) og sjove historier fortalte Finn om sit flyverliv, der startede med en meget fattig men god barndom i Hillerød og Hørsholm.

Det er noget af en prøvelse at forsøge at referere Finns indlæg. Det vil næsten svare til at skulle referere fra et stand-up comedy show – og det er ikke let, da muntre historier jo skal høres i ’nuet’ og ikke kan genfortælles i referat.

Men inden jeg kaster håndklædet forsøger jeg mig alligevel med lidt facts.

Finn er født i 1937 og da han var 1½ år flyttede hans far (der var værkfører) og mor fra hinanden – dvs. at hans mor og lille Finn flyttede ind hos en ny mand, der var mælkekusk af den gode gamle slags med hestevogn til udbringning af mælk. Og her fik Finn sine første opgaver som mælkeudbringer. Men det stoppede så igen, da hans mor nogle år senere fandt en ny mand at flytte ind hos.

Men ikke desto mindre havde Finn en rigtig god barndom og som ung dreng fik han møvet sig ind på Rungsted Golfklub, der jo var de riges golfparadis. Her tilbød han sin assistance som Caddie for de fine og rige. Det gav gode drikkepenge. Finn fik sig arbejdet op i Caddieranglisten og var Caddie i 9 år, bl.a. for Dronning Alexandrine og Prins Bertil fra Sverige og de var ifølge Finn rigtig gode kunder – altså rundhåndede med drikkepenge. Her mødte han også andre prominente personer, som han bar køllerne for, bl.a. Lauritzen fra rederiet af samme navn. Og fra ham fik Finn ideen om at han skulle til søs og blive til noget der.

Han fik derfor som meget ung mand hyre på et af Lauritzens skibe, dog en gammel beskidt og slidt skude. Her sejlede han fra København til Finland for at hente tømmer, der skulle over Nordsøen til det vestlige England og der fra sejlede han videre nord om Skotland tilbage til lille Dannevang. Og ifølge Finn tilbragte han på den tur 34 dage på havet, hvor af han var søsyg de 32 dage. Så var det nok – nu var det prøvet og det var ikke noget med skibsfart hans fremtid skulle bygges på.

Og hvad så? Finn læste en meget smigrende annonce om, hvordan det var at være pilot og her var anført utallige goder. Nemt arbejde med megen fritid, god løn og masser af damer. Jo da, sådan kan man jo også blive shanghaiet til sit fremtidsjob.

Så Finn søgte selvfølgelig ind og var blandt de 22 ud af 100 ansøgere der blev udvalgt og efter en 3 måneders rekruttid blev Finn pilot i flyvevåbnet 18 år gammel, og var jetpilot/instruktør i 10 år. Han havde base hos flyvevåbnet i Aalborg, men var også en stor del af tiden udstationeret i bl.a. Canada. Under sine udstationeringer tjente han pænt og sendte overskuddet hjem hver måned til en opsparing. Han havde fået sparret 28.000 kr. sammen, som jo var rigtig mange penge i 50’erne. Men da han kom hjem kunne han blot konstatere, at hans mor havde brugt alle pengene, dog til godgørende formål på bl.a. hospitaler – altså næsten alle pengene, for der var da hele 400 kr. tilbage.

Da han ikke kunne blive garanteret en større fremtidig karriere i flyvevåbnet valgte han at stoppe her og blev så pilot i det civile og efter nogen år blev han ansat i Sterling Airways, som jo var en del af Tjæreborg Rejser. Men Sterling Airways var et charterselskab i modsætning til Spies’s Conair og det betød, at Sterling flyene også blev chartret til andre formål end lige Tjæreborgs rejser. Det kunne være firmaer, organisationer eller andre, der hyrede et fly til specielle rejser, hvilket jo også gav Finn andre udfordringer og oplevelser end kun at flyve med feriegæster.

Her var Finn pilot og instruktør i 25 år til Sterling Airways gik konkurs.

Og utallige var de historier Finn kunne fortælle om de år (dem får i så ikke her), men der var mange og ikke mindst om de mange ”kedelige” oplevelser over alt i verden, hvor han sammen med den øvrige besætning (der jo også talte stewardesser) måtte slide sig igennem dagene og især aftenerne (og sikkert også nætterne) på gode hoteller og solrige sandstrande når de i flere dage måtte vente på ’returfly’. Det var jo sådan, at hvis du var besætning der fløj til f.eks. Maldiverne, måtte den samme besætning jo ikke flyve direkte tilbage, men skulle vente på næste fly, som de så kunne overtage tilbageflyvningen af.

Så noget rigtigt var der jo nok om det, der stod i den annonce om at være pilot, som tidligere havde fanget Finns interesse.

Der gik ikke lang tid efter Finn stoppede i Sterling Airways før han fik et tilbud som chefinstruktør på Taiwan i et kinesisk selskab. Her var han i 3½ år inden han efter samlet 32 år i civile flyselskaber stoppede sit flyverliv og gik på pension.

Finn Har i de sidste 20 år som frivillig ca. 1 dag om ugen sejlet ”Den Lille Færge” på Slotssøen i Hillerød – og det er ikke en joke. Der er faktisk et lille skib, der tøffer rundt i Slotssøen med flere anlægssteder, så der kan tages en god sight-seeing tur her.

Det var et fantastisk medlevende indlæg, hvor også lattermusklerne kom i bevægelse. Så stor tak til Finn for et fremragende foredrag. Og det slutter ikke her. For under og efter frokosten var der flere, der henvendte sig med positive tilkendegivelser og gerne ville høre Finn igen.

Så det gør vi så. Finn kommer igen en tur i Herreværelset med et indlæg om Frederiksborg Slot og kongerne omkring det den 21. august (første møde efter sommerferiepausen).

Læs om den lille færge på Slotssøen i Hillerød her.
Næste møde i Herreværelset den 20. marts 2020

Banditter i habitter, svindlere og platugler

Foredragsholder Henning Frandsen holderr indlægget over udvalgte danske kriminalsager fra 18- og 1900-tallet.

Vi skal bl.a. høre om:
  • Champagneskrædderen og hans falskmøntnerkumpaner
  • Alberti – justitsminister, storsvindler og storspiller - der fik Danmark anno 1908 til at ryste og udløste en rigsretssag
  • Gullaschbaronen Harald Plum, Transatlantisk Kompagnis fald og Landmandsbankens kollaps i 1922
  • Jens Asger Bech, charmerende ung mand, som 1891 tog fusen på de københavnske ågerkarle og kom fem år i tugthuset
  • Smuglerkongerne Bent Ricardo, Lille Jørgen Danmark og Leon Owild: Tre ærkeslyngler, som kendte den kriminelle underverden ud og ind og som levede hårde liv med masser af sprut og hurtige damer
  • Danmarkshistoriens første bankkup
  • Brødrene Sass: To tyske mestertyve, som i en årrække begik det ene kup efter det andet i deres hjemland, for så at slå sig ned i Danmark. Og det skulle de aldrig have gjort
  • Våbensmuglerne fra Sydfyn, som forsynede apartheid-regimet i Sydafrika med våben

Deltagerafgiften for mødet er kr. 90 for kaffe, 2 stk. smørrebrød og 1 øl/vand. Yderligere øl/vand kan købes for 5 kr.
 
Du skal betale deltagerafgiften  via Dankort ved tilmelding til mødet (følg vejledningen ved din tilmelding) og kan du ikke betale med Dankort, skal du tilmelde dig manuelt til Herreværelset på herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk og i emnefeltet skrive ’Tilmelding til møde’ og så betale kontant på mødet.
 
Tilmelding til mødet senest mandag den 16. marts 2020 – dog max 100 deltagere efter ’først til mølle’. Du kan tilmelde dig mødet via Tilmeld-knappen du finder når du klikker her.
 
NB! Når tilmeldingsfristen er udløbet eller max deltagerantal er nået forsvinder Tilmeld-knappen automatisk. Nås max-antallet inden fristen for tilmeldingen er udløbet, erstattes Tilmeld-knappen af en Venteliste-knap.

Herefter kan du undtagelsesvis tilmelde dig ved at skrive til os på 
herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk
 
OBS!  Hvis du ikke får en kvittering for din tilmelding bedes du kontakte os på herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk så sørger vi for manuel tilmelding.
 
I begge tilfælde: HUSK MEDLEMSNR til Ældre Sagen.
 
Kommende møder
 
Vi har besluttet at udskyde sommerferiepausen, så der bliver 1 møde mere i 1. halvår – den 26. juni. Der er dog ikke pt fundet et indlæg til det møde endnu, men det skal nok komme meget snart.


3. april
Sådan laver man god musical musik


Lasse Aagaard, der til daglig er lærer fortæller her om, hvordan det er lykkedes ham at skabe musikken til flere kendte musicals, bl.a. til ’von Scholten’ (du ved, ham der frigav slaverne på De Vestindiske Øer), ’Skammerens datter’ og ’Jordens søjler’.

Lasse har også i 1980’erne været en del af gruppen ’Onkel Dum og Bananerne’, der jo var ’indfødte’ (lokale) fra Humlebæk.

Og måske får vi lige nogle smagsprøver på hans musik.


17. april
Genforeningen, Det Kgl. Teater og meget mere


Kgl. Skuespiller Niels Hinrichsen kommer og underholder os med historier og anekdoter fra genforeningstiden i 1920. Niels er opvokset i Aabenraa og har derfor et godt kendskab til tiden før og efter genforeningen, der jo i 2020 kan fejre 100 årsdag (9. juli).

Han vil bl.a. fortælle anekdoter om Kong Christian X og selvfølgelig også den hvide hest.
Endvidere vil Niels fortælle historier og anekdoter fra sit liv som Kgl. Skuespiller og om sine oplevelser med andre skuespillerkollegaer på godt og ondt – og det bliver bestemt ikke kedeligt.

Og måske vi også lige får et par Storm P. monologer og nogle skillingsviser ind i mellem. Så der er lagt op til et godt og muntert indlæg fra Niels.


1. Maj
4 års fødselsdag – og ølsmagning.


Herreværelset kan nu holde sin 4 års fødselsdag og med en start i 2016 med ca. 25 medlemmer er det gået stærkt siden. I dag er vi mere end 270 medlemmer, så vi kan godt klappe os selv lidt på skulderen og fejre fødselsdagen med oprejst pande.
 
Så for at fejre dagen på en gemytlig måde har vi arrangeret Carsten Berthelsen (fra Ord og Tale) til at komme og fortælle lidt om forskelligt øl og fremstillingen her af. Og det skal jo ikke bare være et ’tørt’ indlæg, så der vil også være smagsprøver på 7-8 forskellige slags af ’det gode vand’.
 

Efter indlæg og ølsmagning vil der være smørrebrød eller frokostboller der skylles ned med evt. ’sjatter’ fra ølsmagningen og almindelige høkerbajere.
 
Men desværre er god øl og foredrag jo ikke det billigste, så derfor vil deltagerafgiften også lige få et lille ’hak’ op til kr. 125.



12.-14. maj
Herreværelsets 3-dages tur til Wolfsburg


I disse dage tager ca. 45 medlemmer af Herreværelset på en god herretur til Wolfsburg for bl.a. at besøge folkevognsfabrikkerne, men der vil naturligvis også være andre udskejelser. Turen er arrangeret i samarbejde med SparTours med 2 overnatninger i Celle.


Turen er fuldt booket, så der er ikke mulighed for yderligere tilmelding, men der kommer måske en anden god tur til et eller andet sted næste år – hvem ved?


15. maj
Frederik den IV - den glemte konge, men dog Fredensborgs grundlægger


No Widding kommer og holder et foredrag om Fredensborgs grundlægger Frederik d.IV, som også opførte Fredensborg Slot.

Vi skal jo have 300-års jubilæum i 2022, så vi må forberede os på, hvad det hele drejer sig om!

Frederik den IV (konge: 1699 - 1730) er stort set skrevet ud af Danmarkshistorien på grund af sin livsførelse.  Det er tiden inde til at rette op på – ligesom Frederik den IV’s flere indbyggede gåder  i Fredensborg Slot, som No vil forsøge at løse for os.

Udgangspunktet for No’s indlæg er Kongens opførelse af Fredensborg (1719 – 22).
Vi begynder med hans personal-historie, hans opvækst som den første kronprins, født til at blive enevældig fyrste (Diktator).

Vi hører om hans egne betragtninger over den udfordring, der ventede ham og følger ham fra nederlag til oprejsning, bl.a. til nederlag i Store Nordiske Krig og sammenstiller alle de forskellige årsager til at han tabte De skånske Landsdele – Inden han endegyldigt solgte Skåne til Stockholm, og for beløbet byggede sit elskede Fredensborg.

Vi følger hans private liv fra Kronprins på dannelsesrejse til Italien og Solkongens Frankrig, Hans personlige glæder og nederlag over de roller man forventede han kunne udfylde, men som ingen havde forberedt ham på og vi hører om kronprinsens betydning for den danske kunst-  og arkitekturhistorie. Hvad bragt han med hjem af lystbetonede ideer.

Vi dykker ned i den anden Italiensrejse midt under Store Nordiske Krig. Hvad lå der i hans hemmelighedskræmmeri? Og hvorledes er resultaterne af den anden rejse synlige i dag?

Frederik d.IV var Danmarks mest byggende Konge. Langt mere end hans oldefar Christian den IV. Hvilken betydning har disse bygværker i dag?

Fredensborg Slot er det mest kendte – og mest gådefulde: Hvorfor står tårnet midt inde i bygningen? Hvorfor er der ingen fortifikationer, voldgrave kanoner, m.v.? Ingen ladegård. Hvorfor er bygningen 8-kantet ?, hvorfor har kongeflaget aldrig vajet over Fredensborg?

Vi vil høre om hvorledes nutiden kan afkode datidens svar i de historiske  anlæg, skrifter og bygværker, her 300 år efter opførelsen og det giver også Frederik den IV oprejsning! 


29. maj
5 år i Fremmedlegionen på godt og ondt


Simon Frimand Nielsen vil fortælle om sine 5 år i Fremmedlegionen. Noget som kun ganske få danskere har været igennem.

Simon var soldat på Bornholm hvor han tog sin værnepligt  og konstabeluddannelse. Derefter var han 5 år i Fremmedlegionen, hvor han var faldskærmssoldat.

Hans foredrag er en personlig beretning om at være dansk ung mand i en sagnomspundet mytisk verden og han fortæller i sit indlæg om sin tid i Fremmedlegionen fra 2013-2018 og som den er i dag.

Simon fortæller om, hvordan det er  at være i et stærkt broderskab mellem 140 nationaliteter og lære fransk på en alt andet end pædagogisk måde – blot en af mange udfordringer.

Og om benhård fysisk træning, om at holde humøret højt og være elitesoldat i en af verdens hårdeste militærenheder (2e Regiment Étranger de Parachutistes) på øen Korsika og ude på specialmissioner i Afrika og Sydamerika.

Simon vil også fortælle hvordan man kan klare alt på en stærk fysik og psyke og en umanerlig stor stædighed. Det har der været behov for.

Du kan læse mere om Simon og Fremmedlegionen på http://www.legionaer.dk/ hvor Simon bl.a. har links til fakta om Fremmedlegionen og billeder her fra.


12. juni
Indlæg er ikke aftalt endnu, men vil snart blive fastlagt.



26. juni
Så holder vi sommerferie


Indlæg er ikke aftalt endnu, men vil snart blive fastlagt.


 
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Vores hjemmeside

Vores mail-adresse er:
herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk

Vores hjemmesideadresse er:
www.fredensborg-aeldresag.dk/herrevaerelset

Ønsker du at ændre den måde du modtager disse mails på?
Du kan opdatere din profil eller afmelde dig fra denne liste

 
Vores hjemmeside

Vores mail-adresse er:
herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk

Vores hjemmesideadresse er:
www.fredensborg-aeldresag.dk/herrevaerelset

Ønsker du at ændre den måde du modtager disse mails på?
Du kan opdatere din profil eller afmelde dig fra denne liste

 






This email was sent to <<E-mail adresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Ældre Sagen — Fredensborg · Hjortevænget 223 · Kokkedal 2980 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp