Copy
Reminder og tilmelding til næste møde i Herreværelset (10. januar 2020) 
Næste møde i Herreværelset dn 10. januar 2020
Kommende møder

 
Se mailen i din browser
Kokkedal den 28. december 2019
 

Reminder og tilmelding til næste møde i Herreværelset (10. jan. 2020)

 Hej alle i gode herrer.

Så er julegaverne pakket ud og den gode julemad fortæret og de fleste julefrokoster sikkert godt overstået, så nu er det tid til at slå lidt mave inden nytårsmenuen, champagnen og kransekagen skal på bordet – ja puha, det er sgu hårdt at være menneske med al den mad og drikke her i juletiden, men vi kommer nok over det igen.

Og så skal vi jo også se lidt frem til det næste halvårs møder, som jo allerede starter lystigt op den 10. januar 2020 og du kan nu tilmelde dig mødet under punktet ’Næste møde…’.

Men inden da til jer alle i gode, hyggelige og unge  mænd:

TAK FOR SAMVÆRET I 2019 OG RIGTIG GODT NYTÅR – VI SES I 2020 
Næste møde i Herreværelset den 10. januar 2020
 
Herreværelsets nytårskur og lidt om it-sikkerhed

 
Så går vi i gang med møderækken for 1. halvår 2020 med denne lille nytårskur (du kan se andre møder i 1. halvår nedenfor under ’Kommende møder’)  og på mødet vil vi nok lige hygge med lidt julesnak  over bordet og hvem ved, måske er der nogen ’slatter’ tilbage fra julefrokosten til at skåle i og sige godt nytår til hinanden – og så er vi jo i gang igen.
 
På mødet vil Ove G. Kristensen også holde et lille kort indlæg og føre mødedeltagerne gennem disse fire højaktuelle temaer om IT-sikkerhed på nettet og mobiltelefonen (varighed ca. en time):
 
1.    Phishing og fuphenvendelser
2.    Kodeord og login
3.    Fup når du handler på nettet
4.    Vigtige opdateringer af din computer og mobil
 
Mange ældre er meget udsatte og ret nemme at narre, vi er simpelthen for godtroende.  Ved at tænke os om, kan vi relativ nemt forhindre, at vi bliver narret.  Lyder et tilbud for godt til at være sandt – så  er det ikke sandt!  Hvordan gennemskuer vi en tilsyneladende ”troværdig” henvendelse fra banken, Skat, Post Nord, Norwegian eller andre, som vi normalt har  tiltro til.   Oftere og oftere tror vi, at vi handler med en anerkendt virksomhed, indtil vi for sent opdager, at vi er blevet taget ved næsen af et svindelforetagende et ukendt sted i verden.
 
Gennemgangen foretages med baggrund i anbefalinger fra Digitaliseringsstyrelsens kontor for cyber- og informationssikkerhed.
 
Deltagerafgiften er kr. 60 for kaffe, 2 stk. smørrebrød og 1 øl/vand. Yderligere øl/vand kan købes for kr. 5.
 
Du skal betale deltagerafgiften  via Dankort ved tilmelding til mødet (følg vejledningen ved din tilmelding) og kan du ikke betale med Dankort, skal du tilmelde dig manuelt til Herreværelset på herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk og i emnefeltet skrive ’Tilmelding til møde’ og så betale kontant på mødet.


Tilmelding til mødet senest mandag den 6. januar 2020 – dog max 90 deltagere efter ’først til mølle’ . Du kan tilmelde dig mødet via Tilmeld-knappen du finder når du klikker her.

NB! Når tilmeldingsfristen er udløbet eller max deltagerantal er nået forsvinder Tilmeld-knappen automatisk.
Herefter kan du undtagelsesvis tilmelde dig ved at skrive til os på herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk

OBS!  Hvis du ikke får en kvittering for din tilmelding bedes du kontakte os på herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk så sørger vi for manuel tilmelding.

 I begge tilfælde: HUSK MEDLEMSNR til Ældre Sagen.
Kommende møder

24. januar
Kan man som blind bestige Kilimanjaro?


Ja, det har Sven Mogensen bevist.

Sven vil med bl.a. fotos og videoer fortælle om sine forberedelser til og bestigning af Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro. Sikkert ikke let, når man ikke kan se, hvor man træder. Men det får vi mere at høre om i Svens indlæg, hvor han også vil fortælle lidt om baggrunden og naturligvis om sit arbejde for synshandicappedes motionsfond.


7. februar
Fra den kolde krig til de bonede gulve


Indlæg af Kim Reisz, medlem af Herreværelset.

Kim Reisz er pensioneret fra Hæren efter mange års aktiv tjeneste og vil på opfordring gerne fortælle lidt om  sin tid i Forsvaret i 1976-2017.

Det vil blive en munter fortælling i ord og billeder om soldatens foranderlige liv fra beskidt dragon i felten under den kolde krig til adskillige missioner i mere eller mindre eksotiske lande – endende op som gallaklædt garderofficer ved hoffet.

Der er jo sikkert mange af deltagerne, der også har været i ’trøjen’, så de vil være meget velkommen til at bidrage med en morsom anekdote eller to. 
Foto fra Stevnsfortet


21. februar
Simon Spies – den karismatiske rejsekonge


Foredragsholder Thomas Sloth, der har firmaet ’Alle tiders foredrag’ kommer og holder et indlæg om Simon Spies.

Simon Spies var den danske charterbranches stamfader og en stor levemand, men var allerede aktiv forretningsmand som barn.

Simon Spies var en sand iværksætter og allerede som 6-årig startede han sit første firma – og der skulle komme flere til siden. Hans virksomheder havde bestemt ikke alle succes, men da Spies rejser blev søsat hos et familiemedlem med telefon var grundstenen til en stor succes lagt.

Hans sammensatte person gjorde ham anstrengende at være sammen med, hvorfor han havde et stort forbrug af ansatte, venner og damer.

Men hans eksentriske  livsførelse gjorde ham elsket og alle kender historien om, at hans hat og paraply fik hver sin teaterbillet.

Og så formåede han altid at trække store overskrifter om sit vilde privatliv og samtidig gøre det til god reklame for Spies Rejser.


6. marts
Min vej til skipper på Slotssøen.


Finn Sylvest Jensen fortæller om en meget fattig men god barndom i Hillerød og Hørsholm – og som Caddie på Rungsted golfbaneI 9 år. Har været caddie for Dronning Alexandrine og Prins Bertil fra Sverige.

Finn blev pilot i flyvevåbnet 18 år gammel, og var jetpilot/instruktør i 10 år. Derefter pilot i det civile i 32 år, heraf de 25 år i Sterling Airways ejet af Tjæreborg præsten og sluttede sit flyverliv med 3½år  som chefinstruktør på Taiwan i et kinesisk selskab.

Finn Har i 20 år sejlet ”Den Lille Færge” på Slotssøen i Hillerød.

Foredraget vil være krydret med Finns egne billeder og Finn vil gerne have spørgsmål både undervejs og efter indlægget.


20. marts
Banditter i habitter, svindlere og platugler


Foredragsholder Henning Frandsen holderr indlægget over udvalgte danske kriminalsager fra 18- og 1900-tallet.

Vi skal bl.a. høre om:
  • Champagneskrædderen og hans falskmøntnerkumpaner
     
  • Alberti – justitsminister, storsvindler og storspiller - der fik Danmark anno 1908 til at ryste og udløste en rigsretssag
     
  • Gullaschbaronen Harald Plum, Transatlantisk Kompagnis fald og Landmandsbankens kollaps i 1922
     
  • Jens Asger Bech, charmerende ung mand, som 1891 tog fusen på de københavnske ågerkarle og kom fem år i tugthuset
     
  • Smuglerkongerne Bent Ricardo Lille Jørgen Danmark og Leon Owild: Tre ærkeslyngler, som kendte den kriminelle underverden ud og ind og som levede hårde liv med masser af sprut og hurtige damer
     
  • Danmarkshistoriens første bankkup
     
  • Brødrene Sass: To tyske mestertyve, som i en årrække begik det ene kup efter det andet i deres hjemland, for så at slå sig ned i Danmark. Og det skulle de aldrig have gjort
     
  • Våbensmuglerne fra Sydfyn, som forsynede apartheid-regimet i Sydafrika med våben

3. april
Sådan laver man god musical musik


Lasse Aagaard, der til daglig er lærer fortæller her om, hvordan det er lykkedes ham at skabe musikken til flere kendte musicals, bl.a. til ’von Scholten’ (du ved, ham der frigav slaverne på De Vestindiske Øer), ’Skammerens datter’ og ’Jordens søjler’.

Lasse har også i 1980’erne været en del af gruppen ’Onkel Dum og Bananerne’, der jo var ’indfødte’ (lokale) fra Humlebæk.

Og måske får vi lige nogle smagsprøver på hans musik.


17. april
Genforeningen, Det Kgl. Teater og meget mere


Kgl. Skuespiller Niels Hinrichsen kommer og underholder os med historier og anekdoter fra genforeningstiden i 1920. Niels er opvokset i Aabenraa og har derfor et godt kendskab til tiden før og efter genforeningen, der jo i 2020 kan fejre 100 årsdag (9. juli).

Han vil bl.a. fortælle anekdoter om Kong Christian X og selvfølgelig også den hvide hest.
Endvidere vil Niels fortælle historier og anekdoter fra sit liv som Kgl. Skuespiller og om sine oplevelser med andre skuespillerkollegaer på godt og ondt – og det bliver bestemt ikke kedeligt.

Og måske vi også lige får et par Storm P. monologer og nogle skillingsviser ind i mellem. Så der er lagt op til et godt og muntert indlæg fra Niels.


1. Maj
4 års fødselsdag – og mon ikke vi finder på noget.


Herreværelset kan nu holde sin 4 års fødselsdag og med en start i 2016 med ca. 25 medlemmer er det gået stærkt siden. I dag er vi ca. 240 medlemmer, så vi kan godt klappe os selv lidt på skulderen og fejre fødselsdagen med oprejst pande.

Der er dog pt ikke aftalt arrangement til mødet, men tro mig, vi finder på noget godt. Det plejer vi jo.


12.-14. maj
Herreværelsets 3-dages tur til Wolfsburg


I disse dage tager ca. 45 medlemmer af Herreværelset på en god herretur til Wolfsburg for bl.a. at besøge folkevognsfabrikkerne, men der vil naturligvis også være andre udskejelser. Turen er arrangeret i samarbejde med SparTours med 2 overnatninger i Celle.

Turen er fuldt booket, så der er ikke mulighed for yderligere tilmelding, men der kommer måske en anden god tur til et eller andet sted næste år – hvem ved?


15. maj
Frederik den IV - den glemte konge, men dog Fredensborgs grundlægger


No Widding kommer og holder et foredrag om Fredensborgs grundlægger Frederik d.IV, som også opførte Fredensborg Slot.

Vi skal jo have 300-års jubilæum i 2022, så vi må forberede os på, hvad det hele drejer sig om!

Frederik den IV (konge: 1699 - 1730) er stort set skrevet ud af Danmarkshistorien på grund af sin livsførelse.  Det er tiden inde til at rette op på – ligesom Frederik den IV’s flere indbyggede gåder  i Fredensborg Slot, som No vil forsøge at løse for os.

Udgangspunktet for No’s indlæg er Kongens opførelse af Fredensborg (1719 – 22).
Vi begynder med hans personal-historie, hans opvækst som den første kronprins, født til at blive enevældig fyrste (Diktator).

Vi hører om hans egne betragtninger over den udfordring, der ventede ham og følger ham fra nederlag til oprejsning, bl.a. til nederlag i Store Nordiske Krig og sammenstiller alle de forskellige årsager til at han tabte De skånske Landsdele – Inden han endegyldigt solgte Skåne til Stockholm, og for beløbet byggede sit elskede Fredensborg.

Vi følger hans private liv fra Kronprins på dannelsesrejse til Italien og Solkongens Frankrig, Hans personlige glæder og nederlag over de roller man forventede han kunne udfylde, men som ingen havde forberedt ham på og vi hører om kronprinsens betydning for den danske kunst-  og arkitekturhistorie. Hvad bragt han med hjem af lystbetonede ideer.

Vi dykker ned i den anden Italiensrejse midt under Store Nordiske Krig. Hvad lå der i hans hemmelighedskræmmeri? Og hvorledes er resultaterne af den anden rejse synlige i dag?

Frederik d.IV var Danmarks mest byggende Konge. Langt mere end hans oldefar Christian den IV. Hvilken betydning har disse bygværker i dag?

Fredensborg Slot er det mest kendte – og mest gådefulde: Hvorfor står tårnet midt inde i bygningen? Hvorfor er der ingen fortifikationer, voldgrave kanoner, m.v.? Ingen ladegård. Hvorfor er bygningen 8-kantet ?, hvorfor har kongeflaget aldrig vajet over Fredensborg?

Vi vil høre om hvorledes nutiden kan afkode datidens svar i de historiske  anlæg, skrifter og bygværker, her 300 år efter opførelsen og det giver også Frederik den IV oprejsning! 


29. maj
5 år i Fremmedlegionen på godt og ondt


Simon Frimand Nielsen vil fortælle om sine 5 år i Fremmedlegionen. Noget som kun ganske få danskere har været igennem.

Simon var soldat på Bornholm hvor han tog sin værnepligt  og konstabeluddannelse. Derefter var han 5 år i Fremmedlegionen, hvor han var faldskærmssoldat.

Hans foredrag er en personlig beretning om at være dansk ung mand i en sagnomspundet mytisk verden og han fortæller i sit indlæg om sin tid i Fremmedlegionen fra 2013-2018 og som den er i dag.

Simon fortæller om, hvordan det er  at være i et stærkt broderskab mellem 140 nationaliteter og lære fransk på en alt andet end pædagogisk måde – blot en af mange udfordringer.

Og om benhård fysisk træning, om at holde humøret højt og være elitesoldat i en af verdens hårdeste militærenheder (2e Regiment Étranger de Parachutistes) på øen Korsika og ude på specialmissioner i Afrika og Sydamerika.

Simon vil også fortælle hvordan man kan klare alt på en stærk fysik og psyke og en umanerlig stor stædighed. Det har der været behov for.

Du kan læse mere om Simon og Fremmedlegionen på http://www.legionaer.dk/ hvor Simon bl.a. har links til fakta om Fremmedlegionen og billeder her fra.


12. juni
Så holder vi sommerferie


Og det fejrer vi naturligvis med lidt guf og hygge.


 
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Vores hjemmeside

Vores mail-adresse er:
herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk

Vores hjemmesideadresse er:
www.fredensborg-aeldresag.dk/herrevaerelset

Ønsker du at ændre den måde du modtager disse mails på?
Du kan opdatere din profil eller afmelde dig fra denne liste

 






This email was sent to <<E-mail adresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Ældre Sagen — Fredensborg · Hjortevænget 223 · Kokkedal 2980 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp